Der sprudler Kilder frem, ihvor jeg gaar,
de klingre Vandes Rislen fylder Øret.
Naturens Bryst, af Kulden sammensnøret,
udvider sig, og alle Pulse slaar.
Nu pipper Græsset frem som fine Haar,
med grønne Vimpler pranger Moserøret;
kun Skoven ligger tavs og tæt besløret —
derinde slumrer end den unge Vaar.
Sov trygt, Prinsesse, favre Tornerose!
End sender Skven os sit hvide Drys —
og Taagen ruger klamt paa Kjær og Mose.
Sov, til fra Østens rosenstrøte Veje
din Himmelbrudgom træder for dit Leje
og vækker Dig af Dvale med sit Kys.