Ak, favreste Dage
med Solskin og Duft,
med Roser i Hegnet
og mørkeblaa Luft —
da Pagten, den søde,
var knyttet for nys
og vexlet det første
uskyldige Kys —
da Lønstier grønne
langs Ager og Krat
os ledte til Stedet,
hvor Stævnet var sat
da Hjerternes Banken
og Kindernes Glød
forraadte hos Begge,
hvad Gangen betød —
da Øjne, som Lykken
gav straalende Skin,
saa’ dybt i hinanden
fortrolige ind —
da Læbernes Møde,
den Elskedes Favn,
gav Bod for Adskillelsens
Kvaler og Savn —
da hviskende Tale
med Alvor og Skæmt
for kommende Dage
i Hjertet blev gjemt —
da Meget, vi følte,
men aldrig fik sagt,
befæsted i Løndom
var Kjærligheds Pagt
da Timer heniled
paa vingelet Fod,
og Tiden var omme,
før Nogen forstod —
da Kys og da Favntag,
som aldrig fik Slut,
til Timer forhaled
Skilsmissens Minut —
da fulgt af mit Øje
henilende Du
med Fingren tilkasted
et Kys mig endnu —
— da endelig Hægens
det hvidnende Bryn
mig skinsyg fordulgte
det yndige Syn —
— O, favreste Dage
med Guldalders Skær
stig frem af mit Minde,
træd atter mig nær!