Trindt det hviskes sært forblommet
Han er set snart hist, snart her.
Sent i Kvæld ved Krat og Kjær
har hans Nærhed man fornummet,
En har set ham tæt formummet
snige sig bag Havens Træ’r;
En har skimtet ham i Kløften
hvor de gamle Elle gror,
og den lille Lærke tror,
den paa Agrens Rand ved Grøften
har i Græsset set hans Spor. —
Sikkert er han nær — men stille!
Ingen røbe, hvad han saa’!
Medens Natten falder paa,
vi taalmodig vente ville.
Lønligt i hver Kim og Celle
forbereder han sin Vælde,
vejer Kampens Vovespil.
— Lytter til!
Jeg hans Saga vil fortælle.
Mens Moderen ham under Hjertet bar,
hun døjed fuld megen Kvide.
Den Stund, de Kongen, hans Fader, slog,
da blev hendes Kaar ej blide.
Thi han, som vog hendes Husbond gjæv,
hans pønser paa større Brøde:
det spæde Foster i Moders Liv
han higer plat at forøde.
Han jager paa Hede, i Skov og Krat
og gjennem de ensomme Kløfter.
Nordenvinden, hans Støver god,
med Snuden i Vejsporet snøfter.
Dog bjærger hun sig som den vildene Fugl,
saa længe til Faren er omme.
Ved Søen bag Sivet hun reder sit Skjul
og venter sin Times Komme.
Og efter trange Maaneders Løb
hun føder sin Søn, den lille;
det visne Løv er hans Armods Svøb,
hun tvætter ham i en Kilde.
Og Solens gyldne, ustadige Glimt
paa Egestammen, den gamle,
det bliver det første Legetøj,
hvorefter hans Hænder famle.
Dog snart han voxer sig stærk og sund
og smiler mer, end han græder.
Ved Bækkens Rand og paa Kløftens Bund
sit første Fodspor han træder.
Saa ømt hun vogter de spæde Fjed
og vaager i Nætter lange.
Snart veed han om hele Skoven Besked
og synger sin Faders Sange.
Og alt som han trives og bliver stor,
faar Visen en anden Tone —
Nu vil han hævne sin Faders Mord
og bære hans gyldne Krone.
Lurtoner i Natten! —
Mon ny Bebuden
af Ufred og Hærværk og hærjende Krig?
Hvad hviner i Luften — hvad rasler mod Ruden?
— Vindenes Tuden
varsler Lig.
Hvilken Stormsvøbes Slag
pisker Skyen til Skum,
fylder Sjælen med Frygt?
Hvad Bulder og Brag
i det øde Rum?
— Bøj dit Hoved og flygt,
Du, som færdes derude, Natten er grum,
Naturen raser i Vildhed.
Vældige Magter, som Ingen har set,
strides i Sky
under gungrende Gny — —
Saa bliver med Et der Stilhed.
Blev mon Dødsdækket bredt
over jorden paany,
eller varsler det Vaarens Mildhed.
O tærende Tvivl —
vil ej Morgenen gry!
— Hvad er sket. —
Har I hørt det — har I hørt det!
Rygtet gaar fra Strand til Strand.
Svalen har som Ilbud ført det
glade Budskab vidt om Land.
Vinteren, den gamle Morder,
skaldet, rynket, bleg som Bast.
samled sine vilde Horder
for at holde Byttet fast.
Fra den Stund han veed sin Fjende
frelst og fri i eget Hjem,
grummere end nogensinde
farer han i Vrede frem.
Men en Nat, han laa paa Lejet
midt i Hæren i sit Telt,
er han dristig bleven vejet
af den unge Vaarens Helt.
Trindt betrængt af Fjendevrimlen
vidste hin ej andet Raad;
frejdig i sin Tro paa Himlen
voved han den raske Daad.
Ej han sniger sig fra Sejren
bort i Mørket som en Skælm:
Solen lyser over Lejren
paa hans Sværd og blanke Hjelm.
Fnysende, med Spyd. og Lanser
kommer Fjenderne i Trav;
men ved Aaens Bred de standser,
— Vintrens Bro er kastet af!
Det pusler i den lune Nat.
Paa Vang har Vaaren Stævne sat
sit Folk fra spredte Veje.
Storskoven ligger høj og sort
med Taarn og Tind — det sidste Fort,
som Vintren har i Eje.
Paa Himlen flokkes Skyer trindt;
som Gnister frem af Nattens Flint
de fjerne Lynglimt springer.
En Brusen løfter sig fra Syd,
i Rummet sitrer der en Lyd
af tusind Fuglevinger.
Den vævre Bæk paa Spejderfjed
har listet sig langs Skrænten ned
og dulgt sit Løb med Snildhed.
Den bringer Vaaren vigtigt Bud;
flux vælger han en Skare ud
og ordner Alt i Stilhed.
Mens Uvejrsskyens tætte Lag
sig sænker over Skovens Tag
som Ørnen over Reden,
arbejder Vaarens Flok gesvindt
ad Mineganges Labyrinth
sig dristigt op fra neden.
Og da med Et den bryder frem,
mens Regnens Væld med Fynd og Klem
udgyder sig fra oven —
da taber Fjenden Modet brat,
ad lønlig Sti i dunkle Nat
Han sniger sig fra Skoven.
Og se! —- ved Dagens første Skær
er den besat af Vaarens Hær
i hvide Silkesærke.
Og just som Solen stiger op,
de hejse højt i Bøgens Top
det grønne Sejersmærke.
Da stiger der et Jubelskrigmod
Flagets solbelyste Flig
fra alle Nordens Strande. —
Men Vaaren stander højt paa Thing;
med Solens gyldne Kongering
omkring sin hvide Pande.