Jeg staar i den snævre Celle
alt over Wartburgs Port,
skuer fra Vindvet i Kvælden ud,
som Luther det selv har gjort —
aander den samme Duft af Skov,
som fordum er steget mod ham,
naar han saa over gulnende Kupler
mod Hørselbjærgs blaanende Kam,
sætter mig i den samme Stol
og foran det samme Bord,
hvor fordum ved Lampeskæret
han tolked Guds hellige Ord —
vandrer rundt i det samme Rum,
som genlød før af hans Skridt,
naar han følte i Gjæringens Tid
dets Mur som et Fængsel tidt;
— i hvis Ly dog den Troens Helt,
til hans eget og Tusinders Tarv
har vundet Klarhed og Ligevægt,
hans Vilje Kræfter og Marv.
Herfra drog han sig ud ved Gry
for Skovenes Dyr at bede,
herhid vendte mod Kvæld paany
han som Ørnen hjem til sin Rede.
Her fra Vindvet i Aftnens Stund
hans Stemmes kraftige Toner,
fulgt af Luthers den spinkle Klang,
lød ud over Skovenes Kroner.
Her, medens Stjernerne lyste,
hans Sjæl sig sænked i Bøn,
her i Anfægtelsens Stunder han
mod Fristeren kæmped i Løn;
slynged imod hans Pandebrask
sit Blækhorn foruden Frygt;
lagde sig siden i Sengen hisset
til Hvile som Barnet trygt.
Fattige Celle! et Nazareth lig
Du røgted et helligt Hverv —
Læ Du gav for et Kæmpeværk
og for Værkets Stridsmand saa djærv.
Wartburg løfter sit Taarn mod Skv
og synes saa viden om —
Liden Celle gav Borgen Ry,
endog den nu stander tom.
Skallen sig aabner, naar Frøet
er vordet en moden Frugt.
Reden blev tom, da den voxne Ørn
udspiled Vingen til Flugt.
Dog saa vide, som Luthers Værk
brød sig en Vej med Vælde,
kender hvert Barn nu som helligt Sted
hin Wartburgs fattige Celle.
Stolt over Thüringens Skove
Slottet løfter sin Tinde.
Vandrer træd hid! det trange Rum
er Borgens stolteste Minde.