Der er, som inden i mig alt var slukt;
mit Indre mørkt, Aladdinslampen røvet.
Jeg staar ved Muren, banker paa bedrøvet, —
forgjæves! Døren er og bliver lukt.
Og hver Dag ser jeg dog saa meget smukt;
men ak! det er, som om min Sans var sløvet.
Gang efter Gang har jeg min Evne prøvet,
men intet Indtryk sætter Blomst og brugt.
Dybt over Vierwaldstädtersøens Spejl
har Morgentaagen sænket sine Flige
og skjult hver Fjeldtop, snebedækt og stejl.
Dog snart skal Solen Hænge Skyens Sejl
hvide Tinder frem af Taagen stige.
— Kun fra mit Indre vil ej Sløret vige.