Det var en stille Oktoberkvæld,
da Dagen var ved at blegne,
jeg første Gang saa dit Marmorfjeld
mod Himmelblaaet sig tegne.
I Rosenskær under Aftenens Bryn
du steg for mit Blik som et straalende Syn
fra Kunstens hellige Egne.
Thi ej i vild titanisk Trods
du rejser i Sky din Tinde.
Den lyse stolte Marmorkolos
er yndig og let som en Kvinde.
Tro følger hver Linje Gotikens Lov,
og gran voksne Spir som en rimdækt Skov
foroven i Lyset skinne.
Ved Mejselslagets den sindrige Leg
forløste af Marmordvalen
en Hær af slanke Skikkelser steg
til Smykke for Katedralen.
Hver hellig Saga, hver from Bedrift
kan læses i levende Billedskrift
fra Korets Rund til Portalen.
— Og dog — i det klassiske Hylster klædt
er Stilen ej mer den samme;
thi Marmoret er af hellenisk Æt,
Gotiken af nordisk Stamme.
Hint ejer Klarhed og kølig Ro
og passer kun slet for en mystisk Tro,
der brænder med dunkel Flamme.
Det føler jeg bedst, naar fra Dagens Liv
jeg træder i Kirkens Indre.
Langt borte i skumrende Perspektiv
ses Korets Kærter at tindre;
og frem af Gulvfladens Mosaik
opvokser i Rad for mit søgende Blik
Stenpillernes svære Cylindre.
Højt over mit Hoved i gylden Dis
udsender de Kæmpegrene,
og øverst oppe paa Træers Vis
de deres Kroner forene
for slyngede til et Fletværk fast
at løfte Tagets den tunge Last
af vægtige Marmorstene.
Er Dagen derude end nok saa klar,
her inde det lidt kun betyder.
Dens Lys ad Vindvernes brogede Glar
i Regnbuefarver sig bryder.
Det taber sig højt under Loftets Hvælv,
og ned gennem Tempelrummet selv
kun sparsomt dets Guldstrøm flyder.
I Røgelseskyer og Kærteskær
for Kirkens det høje Alter
sig nejer og bøjer med mystisk Færd
de prægtig klædte Gestalter.
Og Folket knæler med svimmel Sans,
naar Præsten løfter den gyldne Monstrans
og Sakramentet forvalter.
I Sideskibet et muntert Skin
sig ind ad Dørsprækken sniger.
Fra Dunkelheden ad Marmortrin
jeg opad mod Lyset stiger.
Snart staar jeg i Taarnet ved Brystværnets Rand,
hvor Synet vidt over Sletteland
mod Alpetinderne higer.
Med Aftenens rene kølige Luft
paa ny min Lunge jeg fylder;
hvert Spor al den kvalmende Viraksduft
jeg bort i Æteren skyller.
Først her min Sjæl kan stige mod Ham
hvis Sol bag de fjerne Bjærgtoppes Kam
den mægtige Kuppel forgylder.
Her sander først ret jeg det gamle Ord,
som fra min Barndom jeg kjender:
Gud Herren ikke i Templer bor,
som rejstes af Menneskehænder
Hans Alterkærter er Maane og Sol,
og vidt gennem Rummet fra Pol til Pol
hans Almagt Vingerne spænder.