Sommernatten er stille,
sit Tolvslag Borgklokken slaar.
Da sniger hun sig af Haven
bort fra sin Fædregaard.
Moderens Tvang har fæstnet
brat hendes vaklende Hu.
Briste det maa eller bære,
— Loddet er kastet nu.
Skjult i Skyggen hun lister
langs med Muren sig frem.
Alting er tyst deroppe
i hendes Barndomshjem.
Sagte hun Laagen lukker;
Parken er mørk og forladt.
Raslende ruller Karossen
bort i den øde Nat.
— Til Skanderborg ved Søen
haster et ilsomt Bud.
»Kong Frederik kommer i Gaarde,
har ranet saa favr en Brud.«
Spørges det snart saa vide
alt i de Jyders Land:
»Given er Anna Sofie
til Kongens venstre Hånd.«
Rygtet flyver til Sjælland,
bygger i Slottets Tind.
— Det var sig Dronning Lovise,
hun blev saa hvid om Kind.