»Der gik Klokker over Land,
for Danmarks Dronning var død.
Jeg skjulte mit Kind bag Sløret,
den blev af Glæde rød.
Vintre ni og lange!
Ventetiden var trang.
Havde dog vel saa fuldt som hun
jeg Ret til Dronningerang.
Og skal jeg vel skjældes med Frillenavn,
fordi at hun var den første!
Raaded vel Kongen selv sin Haand,
da de smedded det Statsmandsbaand?
Kronen fik hun, — et fattigt Pant!
Tykkes mig dog, at hvo Hjertet vandt,
— hendes Ret er den største!
Dronningen ligger paa Baare,
en visnet Lilje hvid.
Sorgens Offer er snart betalt,
— Terner! tør Eders Taare!
Hvilen baader den Trætte bedst;
Tag Floret bort, bring Sølvmor hid —
Smykker Dankongens Hal til Fest!
— Nu kommer Rosens Tid.
Ringer, I Sørgeklokker!
Kim ind min Bryllupsglæde!
Plads for Livet! Lad Jordens Skjød
lukke sig over den, der er død.
For sorten Fløjl, paa Tillie bredt,
vi ville paa Skarlagen træde!
Kimer, I Bryllupsklokker!
Bryd frem, Du lyse Sol!
— Snart sidder Anna Sofie
i Danmarks Dronningstol!«