Men efter Somren følger Tider haarde,
thi Kongen haver alt en Viv i Gaarde.
Lovise sidder der med Dronnings Ret,
og hendes Ære har ej Rift og Plet.
Anna Sofie tækkes det hel ilde
at føre Titel af Kong Fredriks Frille.
Hun græder sig om Natten Kinden vaad,
men — Kongen frister, og hun véd ej Raad.
— Dog hvad der hvisket blev hin Sommernat,
det har forlængst det travle Rygte fat.
Det er en Sag, som alle gider høre.
— Tilsidst den naa’r og hendes Moders Øre.
Hun slaar den Frøken over hviden Kind:
»Tvi vorde Dig! Kong Fredriks Frillekvind!
End kan jeg vogte vel i egen Gaard
min Datter mod den kongelige Maar.«
Hun spærrer hende da i hvælvet Stue
og stænger Døren vel, den ædle Frue.
Men Kongen er paa Skanderborg til Huse;
hans Spejdere om Fangeburet snuse.
Der gives ikke Bolt og Laas og Bøjle,
som ej kan aabnes med en gylden Nøgle.
Og kappes Bjørnens Kraft med Rævens List.
saa vinder Ræven altid Sejr tilsidst.