Et Syn i Natten traadte mig for Øje.
To Vandringsmænd hen over Jorden skred.
Den ene smidig-slank med lette Fjed
og Blikket vendt mod Horisontens Høje.
Den anden, i hvis brede, plumpe, drøje,
firskaarne Krop var muskelspændt hvert Led,
med bøjet Hoved fulgte sindig med
og agted Vejens Spor og Krumning nøje.
»Hvo er I to?« saa spurgte jeg den Slanke.
»Jeg kaldes,« svarte han, »den gode Evne;
mod fjerne Maal jeg higer med min Tanke.
Men han, som paa det Nære giver Agt,
min Følgesvend den djærve Flid I nævne,
og kun forenet danne vi en Magt.«