Naar Søvnens Engel til mit Leje stiger
valmuekranset og med Slør om Kind,
er du i Sjælens Nat den sidste Tind,
hvorfra min Tankes Aftenrøde viger.
Selv naar jeg glider gjennem Mulmet ind
i Fantasiens gaadefulde Riger,
— tæt under Sjælens Synskreds du dig sniger
og farver Drømmen med dit Rosenskin.
Og ved Bevidstheds allerførste Gry,
naar Drømmeguden sine Lamper slukker,
— naar Æventyrets Trylleland sig lukker
og dølger sig som Maanen bag en Sky,
— da er dit kjære Billede paany
den første Tind, som frem af Taagen dukker.