Hun stod under Linden
og stirrede ud
saa vide.
Med Foraarsvinden
sendte hun Bud
over Skov og Sø og over saa grøn en Lide.
»Du Luftning blid,
der stryger om Land
saa vide,
bring Budskab hid
og fortæl, hvor han,
jeg engang skal kalde min Fæstemand, mon lide.
Med den drivende Sky
over Havets Strøm
den stride —
Over Bjerg og By,
i hver natlig Drøm
min Tanke søger hans Spor, mens Dagene skride.
Hvor jeg sætter min Fod,
er der Blomster blaa
og hvide.
Varmt ruller mit Blod,
naar jeg tænker paa,
hvor mit Liv og min Lykke skal blomstre og gro ved hans Side.
Ak men Hjertet bli’er trangt,
skal jeg længe gaa
og lide.
Jeg tænker saa mangt,
kan saa lidt forstaa,
løs mit Suk, vidt farende Vind, og Trøst du mig vide.»
»Jeg fløj med Solskin og Sommerbud
til Bøgeskoven ved Havet.
Der saa jeg, hvor Frostnattens gridske Tand
det friske Løv havde gnavet.
— Thi i Vaaren vorder saa mangt et Haab lagt øde. —
Jeg bar over Heden Lærkens Kvad
og Urfuglens kaldende Klukken.
Der trillede Draaber fra Lyngens Blad
— men det var ej Natteduggen.
Jeg for gjennem Sandvejens dybe Spor
hen under den brune Banke.
— Der aged de Bønder med Kærrer ud
den dyre Grøde at sanke.
Jeg strøg hen over den Kirkegaard
og smutted bag Askeløvet —
paa Stenen stod mangen Ungersvends Navn
— lad smulre, lad smulre i Støvet!«
— Thi i Vaaren vorder saa mangt et Haab lagt øde. —