Hvergang jeg hører om Christus, som nedfor til Dødsrigets Egne,
tænke jeg maa paa den vældige Krypt med krydsende Gange,
— muldvarpeagtigt af henfarne Slægter i Tufstenen hulet —
hin Katakombernes Gravkammerstad med de mulmfyldte Gyder,
som med sin grufulde Tomhed og dødsindviede Tavshed
hvælver sig under den larmende By og de Levendes Fodtrin.
Sært beklemmende slog mig dens Tusindaars Gravluft i Møde,
da med min Ven fra Norden jeg nys steg ned i dens Mørke.
— Har mon Frelseren vel paa sin Færd til den uhyre Dødsstad,
— den, som huler vor Jord i uudforskelig Dybde,
udstrakt i Tusinder Mil og med natlige dødsstille Gader, —
vandret paa klosterlig Vis med sin Fakkel fra Celle til Celle,
saadan som vi i det bælgmørke Dyb mellem gabende Grave,
der lig Alkover til begge Sider var hulet i Væggen,
færdedes længe med dvælende Fjed i forvirrende Kredsgang?
Lav var Hvælvingen kun, dens Loft fast rørte vort Hoved —
Luften indeklemt, tung, og det tætte fugtige Natmulm
slugte det spæde Skin af de spinkle, smeltende Kærter,
— saadan som Graven selv sluger det ængstelig viftende Livslys
og beholder tilbage kun Skyggen af det, som har levet.
— Ak, vore Kærter ej mægted engang at kaste en Skygge!
Vildsomt — saa tyktes det — bugted sig Vejen. Hver krydsende Tværgang
syntes med opspilet begsort Gab paa sit Bytte at lure,
lig en Drage, hvis Krop forsvandt derinde i Natten.
— Flagermusagtig husvant vor Fører, Munken, sig teede —
affældig, mimrende, skrumpen og graa, som han listed foran os,
ligned han selv en henfaren Aand, som har hjemme i Graven.
Standsende nu og da, han løfted sin Kærte og vinked,
læste en Indskrift højt med sin klangløst hvislende Stemme,
tolked for os et fromt Symbol eller pegede stille
paa et Dødningehoved og brune, smulrende Knokler
— talende Ting i sig selv, som ej behøve Fortolkning.
Langsomt skrede vi fremad, og alt som vi vandred dernede,
lagde sig Mulmet og Gravkældrens Luft som et Tryk om mit Hjerte —
Tanken forvirredes sært — jeg fik Uro og Feber i Blodet —
Sælsomme Stemmer summed omkring mig — det flimred for Øjet,
Sveden paa Panden mig stod, og min Haand med Voxkærten sitred — —
— En Stemning, fremmed for min Hu,
halvt som en Vellyst, halvt en Gru,
forunderlig betog mig.
I hver en Krydsgangs skumle Schakt
der lured en dæmonisk Magt,
som lokkede og drog mig.
Det greb mig med et Febergys:
Om nu vi slukked vore Lys
og styred frem i Blinde —
indad i Dødens mørke Bo
for med hinanden, ene to,
i Mulmet at forsvinde!
Jeg lukked Øjet — svimled brat,
— jeg følte dette Hav af Nat
over vort Hoved lukkes —
Det var, som sank vi mod dets Bund
for Bryst mod Bryst og Mund mod Mund
som tvende Lys i samme Stund
ved Dødens Pust at slukkes — —
Da kjendte jeg hans Haand om min,
og flux svandt fra min Tanke hin
forunderlige Svimlen.
Dødsdybets Koglen var forbi,
jeg aanded atter, glad og fri,
— og fjernt i Schakten skimted vi
det første Skær af Himlen.