Mig tyktes, at Morgenrøden
i Gravnatten sendte sit gryende Skær —
Men det var de røde Roser,
der blomstred Nedgangen nær.
Det var de røde Roser,
som fæsted Rod i den sorte Grav.
Vi plukked af deres Blomster
og til hinanden gav.
Vi plukked de røde Roser.
— Jeg gjemmer hans ved mit Bryst som en Skat,
— et Tegn, at vor Elskov vil blomstre
paa ny bag Gravdybets Nat.