Jeg har staaet i det gamle
flaviske Amfitheater.
Maanen gød sit hvide Sølvlys
i Ruinens skumle Krater;
gav den store, øde Cirkel,
— nu et Vrag fra fordums Dage —
i den sene Time Noget
af dens Oldtidspræg tilbage;
dækkende med sorte Skygger
Stenens dybe Gab og Sprækker,
samlende de sprængte Linier
i de lange Logerækker.
Og — hvad enten det nu Maanen
eller Blodets Feber skyldtes —
pludselig det var, som Rummet
med en Aandeskare fyldtes.
Og det myldrede deroppe
mellem Kæmpevragets Spanter,
og det stirrede med blege
Ansigter fra alle Kanter.
Stemmer mumled, stive Blikke
nedadvendte maalte Dybden,
ret som vogted de paa Noget,
der krøb frem af Kælderkrypten.
Og jeg følte Rædslen nærme
sig derinde fra det dunkle,
og jeg saa to fosforlyse
Rovdyrøjne mod mig funkle
saa’ et Legem lydløst glide
fremad og til Spring sig trykke —
— Ak, da blev jeg ræd og flygted
som en Daare for en Skygge.
Og imens de Andre flakked
om i Gangene derinde,
sneg jeg mig ad mange Trapper
ene op til Murens Tinde;
sad der i den højtidsfulde
stille Nat og saa, hvorledes
Maanelyset dybt i Svælget
med de hvide Dampe stredes.
Over Staden og Campagnens
mørke Felt jeg Blikket sendte
did, hvor fjerne Bjerges Ringmur
Synet vide Kreds omspændte.
Og det var mig, som om Tiden
rullede sin Strøm tilbage,
og dens Bølge bar mig atter
ind i Oldtids svundne Dage.
Trindt om saa jeg Capitæler
foldes ud som hvide Lilier.
Stolte Mænd og fagre Kvinder
skrede over Marmortillier.
Men fra Slægtens Pande lyste
intet Dydens Adelsstempel.
Orgier bruste gjennem Staden
vildt som fra et Venustempel.
I Theatrets Rædselsscener
Folkets Blodtørst fejgt sig mætted —
trindt Kulturens gyldne Frugter
af Forraadnelse var plettet.
Og mig tyktes, mens jeg stirred
fjernt derud mod Himmelbrynet,
som om Colossæums Cirkel
videde sig ud for Synet.
Staden og Campagnens Slette
under Maanens Fosforflamme
blev en kæmpestor Arena,
spændt i Apenninens Ramme —
et Theater, marmormejslet,
billedsmykket, springvandskølet,
hvor en falden Slægt forvorpen
sig i Blod og Laster søled.
Og mit Øje søgte Himlen,
udspændt over dette Helved —
— Tys! — da var det, som om Natten
af en dæmpet Torden skælved.
Fjerne Brøl og sælsomt Bulder
gjennem Stilheden jeg hørte —
Hist i Nord, i Horizonten,
noget Levende sig rørte.
Fra de mørke Bjerges Kløfter
voxede det frem i Mulmet —
Som et Hav, naar Floden kommer,
gaadefuldt det steg og svulmed.
Og imedens Nattens Aande
fyldtes med en uren Bærme,
saa jeg over Sletten myldre
store, vilde Krigersværme —
— Og da fatted jeg med Rædsel,
hvem de var, de tætte Skarer:
— Det var Østens Vilddyrflokke,
Folkevandringens Barbarer!
Kraftige som Ørknens Løver,
grummere end Leoparder
brød de frem fra Norden — disse
Hunner, Gother, Longobarder.
Romas Folk! Vaagn op af Rusen,
lad Dit Cirkus vorde øde —
Til Dig selv er Turen kommen
paa Arenaen at bløde!
Alt slaa Luer imod Himlen —
Kampskrig skingre — stolte Huses
Statuer og Marmorpiller
styrte ned i Støv og knuses.
Og en Røst i Natten raabte:
„Øxen er nu lagt ved Roden —
Undergangens Stund er kommen —
denne Slægt til Dom er moden!”
— Se, da løsned Stormens Engel
Skyens Kaabe fra sin Skulder,
og det tykke Dække kvalte
Kampens vilde Brøl og Bulder.
— — Længe sad jeg. Over Egnen
bølged Taager maanehvide.
Endelig et Vindstød strøg det
tunge Forhæng brat til Side —
Ak, da laa Kulturens Værker
skaanselsløst i Støvet trampet,
og Campagnens rige Slette
som en usund Mose damped.
Fra Paladser og Arkader
Øde kun og Tomhed griner —
Nattens Maane sejled langsomt
over sværtede Ruiner.