Føler Dit Hjærte Foraarets Bud,
omslynger Livet Dig smilende, spøgende,
— Il da til Vaarskovens Løvsal, hvor Bøgene
nys har spændt Silkeskjærmene ud.
Nyd som en Sommerfugl Solstraalens Glød,
sværm med Konvallen i Løvenes Skygge,
bad Dig i Blomsternes brogede Lød,
— søg i Naturens forjættende Skjød
Varsler for Fremtidens Lykke!
— Men naar Du saa paa en Efteraarsdag
ser, at den lysende Udsigt har lukket sig,
Livet har skuffet Dig, Stormen har plukket Dig,
Foraarets Løfter var gyldne Bedrag, —
— Kjære, da stryg ej for tidligt Dit Flag,
se Dig ej syg paa Forkrænkelsens Jammer!
Skynd Dig fra Løvskovens plyndrede Vrag,
splintret af Stormenes Bølgeslag, —
ind mellem Granskovens Stammer!
Her er der ens baade Høsttid og Vaar,
— Aarstiders Skiften har intet forstyrrende; —
Sindigt de mosgroede Graner og Fyrrene
kjæmpet sig har gjennem ublide Kaar.
Livet har sat dem paa Fattigmands Kost,
— Sandflugt om Roden og Stormvind om Toppen; —
Men under Kampen med Høstsind og Frost,
— som en Vedet paa en fremskudt Post —
faar man Styrke og Rankhed i Kroppen.
Efter al Vaartidens Salighed,
— elskovssvælgende, skjønhedsdyrkende —
trænger Du just til den viljestyrkende
Duft af Granernes mandige Sved.
— Vaarluftens Drik, saa krydret og fin,
sanseberusende Viljen fordærver; —
— Harpixdruernes ramme Vin,
den er den rette Medicin
for dine slappede Nerver.
— Aldrig at svigte i Livets Færd, —
det kan Du lære her mellem Granerne.
Fæst kun Dit Øje paa Veteranerne:
Livet er vel en Dystleg værd.
Under den daglige Livskamps Kval
lønligt for kommende Slægter at virke,
tro paa sin Post, uden Skvalder og Pral,
— Resignationens høje Moral,
den læres i Granskovens Kirke!