Mellem de knudrede Asketræer
Høstsolen kaster sit Aftenskjær
ind paa en halv forvitret
Kirkemur, dækket af Vedbendløv;
— sender en Strøm af gyldent Støv
ind gjennem Vindvesgitret.
Askekronernes Broncepryd
drysser med sagte sukkende Lyd
over de smulrendes Leje;
— peger med Fingre af blankt Metal
i uophørligt, tungsindigt Fald
ned mod Opløsningens Veje.
— Men naar bag Askene Gløden er slukt,
og naar om Gravene Løvenes Flugt
dækkes af Tusmørkets Vinger, —
— funkler i Skjær af den synkende Sol
højt imod Himlens Evighedspol
Taarnspirets oprakte Finger.