Hvor finder til Sang jeg en bedre Text
end Dit bruntgyldne Haar, hvis frodige Væxt
som Vinløvets over en solbrændt Mur
spotter den kyndige Haands Dressur
og trænger sig frem i yppige Skud
over Tindingens skyggeblaanende Hud,
over Kindens ferskendunede Runding,
over Ørekonchyliens rødmende Munding;
spinder om Nakken sit Silkeskjæg
som Venushaar over en Marmorvæg —
og klynger sig atter, som Rankens Arm,
der senestærk favner mit Vindves Karm,
bugtet og slynget i alle Retninger,
med den modne Jomfru’ligheds lødige Vægt
over din Nakke i tunge Fletninger;
— boltrer i Panden sig kaadt og kækt
og spotter det dunkle Fløjelsbaands Ramme;
pustes af drillende Vindstød i Flamme,
— vifter for Øjnene hid og did
som Birkeløvet ved Midsommerstid
over Skovdybets blinkende Damme!
O yppige Væxt, som lér ad hvert Baand,
— et Billede paa Din frodige Aand,
hvor kaade Indfald, som spotte hver Gjætning,
og skjælmske Luner, som trodse hver Dom,
snor i forvirret Fylde sig om
de stærke Følelsers trofaste Fletning.
— Skal jeg vel her bruge Gartnerkniv
og tvinge det altfor yppige Liv
bag Sædvanens snævre Skranker?
— Ak, for mig er just denne Mangfoldighed smuk,
— et Vildnis, som kjender ej Øxehug —
Her lammes min Haand, og jeg hildes med Suk
— selv i de slyngende Ranker! —