Vaaren har siddet som Nonne
bag Vinterens nøgne Klostermur,
og Frostens den klamme Aande
knuged’ den spæde Figur.
Men Solen steg og jog Taagerne væk,
og Muren fik baade Revne og Knæk,
— da voxste den smaa derinde;
hun tittede ud, og den første Gjæk
hun lod os i Sneen finde. —
— Hørte I Vinterens Nødskud? —
Den lille Svale tog ikke fejl,
kom den end hid som et Dødsbud
med sorte Latinersejl.
Den havde saa travlt med at faa os meldt,
at Vinteren rømmede Sund og Bælt,
men fandt dog kun døve Øren.
Det gik den omtrent som hin græske Helt,
der glemte at skifte Kuløren.
— Glem Din Skuffelse dog, Du Smaa,
vor egen
er vegen!
Nu mylrer det frem jo af hver en Vraa,
det Liv, som har ligget i Skjul.
Og som Du os spaa’de,
saa løser nu Solen
hver livssvanger Gaade,
som gjemtes i Muld.
Naturen har Rigdom i Skjød, og det baade
af gjærende Drifter, af Farver og Guld.
Den sender
som Tjener
Zephyren den kaade
at plukke af Frøet den snehvide Uld;
den spinder paa Tenen,
den sysler med Spolen,
saa virker den flittig paa Højtidskjolen,
— af hvide og gyldne og brogede Traade
er Væverstolen alt fuld.
— Saa kom da, Du unge bedaarende Skjønne,
hvem Solen har røvet af Klostret med Magt;
se, Nonnesvøbet paa Hylden er lagt,
og Jomfrulegemets kyske Pragt
Du hyller blufærdig nu i den grønne
guldbaldyrede Silkedragt.
Og alle vi falde
med Jubel til Jord.
og sværge at værge
Din Ungdomsflor!
Mod Stormenes Jætter,
mod snigende Frost i de bælgmørke Nætter,
mod alle, som frække
Din Skjønhed vil knække,
vi bygge et Værn og med Skjolde Dig dække!
Thi enten i Vindens
Kaabe Du svøber Dig,
eller i Kvindens
Øje Du røber Dig,
— enten i Engenes
Pragt Du Dig hylle vil
— eller i Strengenes
bævende Tryllespil:
Du ene byder os
alt, hvad der fryder os,
stiller vor Længsel og favner vor Haaben;
— Derfor er Løsnet: For Vaaren til Vaabenl