Et Blomstertæppe for Din Fod jeg breder,
hvis, Elskte, Du hos mig Dit Hjem vil bygge.
Et solklart Haab, et broget Skjær af Lykke
jeg som en Morgenglans omkring Dig spreder.
Da skal min Længsels Fugle bygge Reder,
thi kun hvor Du er, hvile de sig trygge;
og Anemoner lig i Bøgens Skygge
fremblomstre skal vort Foraars Muligheder.
— Ja, Elskede, mit Tilbud er kun ringe,
og smaat og fattigt mine Løfter lyde,
— og dog er det et Liv, hvorom vi tinge:
Om Vaaren i et Hjærte skal frembryde,
om Tonen skal forstumme eller klinge,
— derover ene Du formaar at byde!