De søgte efter de Vises Sten,
fra Aar til Aar,
fra Slægt til Slægt.
De følte ej Tidshjulets rullende Vægt,
før brat det til Støv dem knuste.
I Haabet beruste
de grov og grov;
brede Furer skar Forskningens Plov,
tusende Kilder til Fremtids Viden
vælded’ frem af de dybe Skaar;
— de ænsed’ det ej: thi udover Tiden
Alchymiens Mysterium naa’r.
Det var jo Tilværelsens Grundharmoni,
hvori hver en enkelt Mislyd er svunden,
Guldald’rens dybt forborgne Urkraft,
— den alt gjennemtrængende Naturkraft,
i Forkrænkelighedens Lænker bunden,
— som Forskerens Kløgt skulde gjøre fri.
— De søgte efter de Vises Sten
i dunkle Tegn,
i Gaadeskrift,
mens Blikket fæsted’ sig glansløst og stift
paa den boblende Malm i Diglen.
Og fast som Iglen
den graadige Trang
sugende ved deres Hjærte hang,
saa Kinden blev hul og runken,
— til Haabet svandt med den sidste Pjalt,
og det rystende Legem vakled’ og faldt
og smulred’ i Askebunken.
Hvi gransked’ de stedse i Bog og Skrift
og ænsed’ ej Livets ydre Bedrift?
Hvi stirred’ de dybt i det flydende Malm
gjennem Os og Kvalm,
hvori Tanken og Øjet blindes, —
og vendte ej Blikket mod Hjærtets Dyb,
hvor det søgte ene kan findes:
Den Guddomglans fra Guldalderen hist
i Slægtens Paradishave,
hvoraf hvert Menneskehjærte en Gnist
har faaet i Vuggegave —
ofte skjult under Asken forvist,
men sikkert dog at finde tilsidst
for den, som i Tro vil grave;
— den Urkraft, som adler det svage og ringe
og giver det Lødigheds Rang,
som løfter den stækkede Tankes Vinge,
som faar det stammende Ord til at klinge
med Veltalenheds gyldne Klang.
— Det Middel fra Livstræets skjulte Rod,
som gyder sin Ilt i det matte Blod,
Olie paa den sluknende Lampe,
og dræber Selvfortærelsens Svampe; —
gjør Livsakkorden saa fuld og ren,
samler de skilte Sjæle til én
som i svundne himmelske Dage:
— Kjærlighed er de Vises Sten
som bringer Guldaldren tilbage!