Otto Fønss (1854–1922)

Sidste Aften var det, — mon Du husker den end —

                den aller-sidste!

Dagene var gledet som Solstraaler hen, —

Næste Dag afsted! — Om jeg saa’ Dig igjen,

                Vorherre kun vidste.

Husker Du, vi gik mellem Havens dunkle Træer

                og løvrige Buske;

Nathimlen lyste med dæmrende Skjær.

Foran gik de andre, — ak, men dog altfor nær,

                kan jeg tydelig huske.

Husker Du, jeg standsed’ ved den blomstrende Lind

                og bad Dig at vente;

— Sval var efter Varmen den dugsvangre Vind —

— kun et Minut — saa skyndte jeg mig ind

                et Sjal Dig at hente. —

Husker Du, jeg lagde det om Skuldrene Dig let,

                om Halsen og Barmen —

ønskende med bankende Hjærte, som det

at favne Din ranke Skikkelse tæt — —

                og saa bød jeg Dig Armen.

Hvor vi skulde gaa? Ja, Vejret var jo lyst

                med Stjerne ved Stjerne —

Om vi gik til Søen, — dér var ensomt og tyst,

— Maanen stod vist op bag Nørrejyllands Kyst? —

                — Ja, det vilde Du gjærne.

— Husker Du saa Højen ved den sivgroede Strand,

                hvor vi stod med hinanden;

Maanen, som steg frem bag de fjærne Skoves Rand,

og den sukkende Lyd af det skvulpende Vand,

                som slog imod Stranden. —

— — Husker Du endnu, hvad Ord der blev talt?

                — Dog — selv om jeg vidste — —

Tiden har forlængst paa Drømmene strøt Salt. —

Men hin Aften — Kjære, hvor husker jeg dog Alt!

                den aller — sidste!