Løvet falmer imod Høst,
flygtet er hver fjedret Sanger,
— taagesvanger
ruller Bølgen imod Kyst.
Lad kun isne,
lad kun visne
Blomstens Purpur, Skovens Grønt!
Blegner ogsaa Rosens Kinder,
gjenfødt dog hos Dig jeg finder
alt, hvad Aaret har af skjønt.
Ser jeg i Dit Øje ind,
Foraarshimlens Glans mig møder;
Som’ren gløder
paa Din Læbe og Din Kind;
Haaret ruller
om Din Skulder
brunere end Løv i Høst;
Skyerne ved Vintertide
dryssed’ sine Dun de hvide
paa Din Pande og Dit Bryst.
Men skal og Din Skjønheds Flor
plyndres grumt af Livets Vintre,
— i Dit Indre
sætter Tiden intet Spor!
Smulrer Løvet,
— under Støvet
sprudler evig Livets Flod:
Trofast Elskov, Længsler milde
det er Sjælens Ungdomskilde,
runden af en evig Rod.