Et ensomt Sted paa Skrænten af Højderne mod Vest
staar der af fordums Skove en fattig, lille Rest.
En Klynge gamle Ege, lidt Bøg, lidt Ask og Røn
har søgt et Ly bag Bakkerne og trives der i Løn.
Henover Aasen ruller Rugmarkens gyldne Flod;
men skjult, imellem Krattet og Engen ved dens Fod,
knap kjendt af Faarehyrden, som sniger sig forbi —
saa skyggefuldt og ensomt der bugter sig en Sti.
Ifald den har et Udspring, saa véd jeg næppe hvor,
og henne hist ved Ellene dèr taber man dens Spor.
Ikkun et lilje Stykke den kalde tør for sit, —
men det er ogsaa yndigt, er det end nok saa lidt.
Der er saa tyst og stille, al Larm er udelukt,
kun Egeløvet rasler ved Sommervindens Flugt;
i Krattets Skygge breder sig Hybenrosens Flor,
og Brombærranken kryber langs den mosklædte Jord.
Ved Grøften voxe Skræpper og lyse Bregner tæt,
Korsedderkoppen spinder dèr sit luftige Net.
Naar Middagssolen brænder, er Skyggen her saa sval,
og saftig ligger Engen i den kjedelrunde Dal.
— Ja, naar vi atter mødes, min Rosenknop saa prud,
da fører jeg Dig sikkert en Aftenstund derud.
Vi vandre over Markerne alene to afsted
og smutte bag om Bakkerne i Sænkningen ned.
Der kan saa trygt vi sværme, den hele Jord til Trods;
den Sti vil selv ej røbes, — hvorfor da røbe os?
Sødt kvidrer Elskovsfuglen, hvor Ensomheden boer,
vemodig finder Tanken de gyldne Drømmes Spor.
Bag vilde Rosers Gitter Du sidder paa mit Skjød
og slynger om min Nakke Din Arm saa rund og blød,
og mens Dit Blik mig møder, fortroligt, rent og ømt,
fortæller vi hinanden, hvad vi har tænkt og drømt.
Ak, i vor Elskovs Verden, der fandt jo ogsaa vi
bag Døgnets travle Færden en saadan lønlig Sti.
— At søge om dens Udspring var spildt Umag, min Ven,
og ingen af os spørger, hvor langt den fører hen.
I Landevejens Prosa den ej skal munde ud,
— saa heller brat forsvinde blandt Krattets vilde Skud.
— Dog, Kjære, hvorfor gruble og plage os med sligt
i Som’rens lange Dage, da alt er lyst og rigt! —