Her under Haslen
vi standse vor Gang,
tæt hænger Frugten i brunlige Klynger.
Medens Du plukker Dig Forklædet fuldt,
en simpel Sang
om den brune Nød jeg Dig synger. —
Majsolen kyssed’
den nøgne Gren,
— da svulmede Kimen, og Frugten sattes.
Luftstrømmen hærded’ og runded’ dens Form,
som Strandens Sten
af Bølgerne rundes og glattes.
Hylsteret voxed’,
men Marven var blød;
dog under Sommerens Ildstrømmes Hærden
støbtes dens Form, og dens Saft blev sød,
skjønt Solens Glød
aldrig naaede dens skjulte Verden.
Skallen brister,
dens Tid er forbi,
Kjærnen er moden og fylder dens Indre. —
Simpelt er Nøddens Levnetsløb,
men jeg finder deri
et Billed af Dit i det mindre. —
Stille næret
af Hjemmets Aand,
dækket og skjærmet, naar ude det stormed’,
voxte Du op i dets Klædebon.
Dets bløde Haand
Dit Væsen uslettelig formed’.
Men at Selvet maa blive til,
Kjærnen, hvori Din Fremtid bæres,
Kjærligheds Sommer Dig favne vil,
af Elskovs Ild
Dit Væsen ubevidst næres.
Se! det er sket! —
Paa Som’rens Bud
Livets Kjærne fik Form derinde, —
Sjælen sprænger sin Puppehud:
— Bag Hjemmets Skrud
er Jomfruen modnet til Kvinde!