I Skovens Lønkammer,
dybest inde,
ubetraadt af
Jægerens Fod;
i dunkle Celle,
hvor Kildespringet
ustandset risler
og stille strømmer
til Træets Rod;
hvor Vinden hvisler
i høje Bregner, —
hvor Vedbendranken
langs Egens Bue
sin Slyngning tegner, —
Derinde hviler
paa Mossets Tæppe
under den viftende
Kæmpeskræppe
en dejlig Kvinde
i Blomstrings Aar.
Om Skuldrens Runding,
om Barmens Fylde
utæmmet bruser
det dunkle Haar.
Men Alvor kruser
den hvide Pande,
og mørkt hun stirrer
i Kildens Vande,
mens Sukket stiger
fra Brystets Hvælv —
— Det er Skovenes Dronning
Sommeren selv! —
Og hun løfter sit Hoved og hvidsker beklemt:
Hvortil er vel mit Liv bestemt,
udklækket af Solskin og Taarer;
suger det Kraft
af lønlig Rod
blot for at gyde sit friske Blod
i Naturens tusinde Aarer.
Tændes Længslens Glød
i mit Jomfruskjød,
forat Rosens Lue kan flamme rød? —
Er det derfor kun,
jeg blev frodig og sund,
at fra skjulte Kilder mit Liv forynges,
— for at Frugten paa Træet kan vorde rund,
og Axet af Kjærner tynges?
Har for mig selv
jeg intet Krav, —
Store Natur, af hvis Skjød jeg er steget,
— tager Du grusomt Alt, hvad Du gav,
og skjænker deraf
mig intet at kalde mit eget? —
Da lyder som Svar gjennem Skovens Kroner
et Jagthorns brusende Toner.
Fra Kinden hun stryger det brune Haar,
og anelsesfuldt hendes Hjerte slaar,
da Tærnen med Bud indtræder:
«En fremmed Ridder for Porten staar,
han beder at stedes for Eder».
Da springer hun op fra Bøgens Rod
og vinker ad Pigernes Klynge;
de binde Sandalen om hendes Fod
og Haaret i Fletning slynge;
saa klæde de hende i Silke grøn,
den knejsende Barm de dølge,
— selv fæster hun over dens Hvælving skjøn
Aakandens skinnende Sølje —
og træder saa i sin friske Pragt
under Bøgens de lyse Buer.
En kraftig Yngling i broget Dragt
i Hallens Midte hun skuer;
hans Haar er kruset og brun hans Lød,
men Øjet, som møder hendes,
brænder ej vildt med krigersk Glød,
men Blikket er ømt som en Kvindes.
Han hilser med Fjederhat i Haand,
— hans Skabning er ung og fager —
han bøjer sig dybt som en smidig Vaand
og flux til Orde han tager:
«Fra Høstens Konge som Sendebud
jeg Hilsen og Tidende bringer;
dog venter jeg vel, Fyrstinde prud,
at stygt i Jert Øre det klinger.
Men stedes det mig at røgte frit
det Ærind, jeg har til Eder, —
da vid, min Herre kalder for sit
det Rige, hvis Grund I træder.
Et Aar har han flakket i Leding snart;
nu styrer han atter hid sin Fart,
og vil I ej smage hans Vrede,
da drage I flux af Landet ud;
thi ej vil han taale — saa lød hans Bud —
en fremmed Fugl i sin Rede»!
Den Dronning svarer med rolig Spot:
«I røgter Jer Herres Ærinde godt, —
helt høvisk hans Tale lyder.
Dog skræmmes vi ej af hans strenge Bud
og frygte ej stort for en Løvehud,
hvorunder et Æsel skryder».
Han beder: «Min Frue, I tale ej saa,
foragt ej min Herres Trusel!
Langt bedre med Fred af Landet gaa
end jages herfra med Blusel».
Hun spotter: «Ret saa! — Kan hænde, I vil
til Flugten en Hest mig laane
og bringe Jer Herre min Tak dertil,
han naadig mit Liv vilde skaane.
Han regner det vel for en føje Kunst
at skræmme mig af mit Eje —
I melde ham da, at han regned’ omsonst,
han vælge sig andre Veje!
— Dog, før I atter sadler Jer Hest,
mit Tilbud I ej tør vrage;
jeg beder, I være i Kvæld min Gjæst,
— i Morgen I atter kan drage.
Det Budskab, som I bragte mig nys,
det slaa vi en Stund af Tanker»! —
saa rækker hun ham sin Haand til Kys,
og hæftigt hans Hjerte banker.
Hun fylder et Bæger med gylden Drik
og fører det flygtigt til Munden,
saa byder hun ham efter Venskabs Skik
at tømme det ud til Bunden.
Og næppe har han dets Indhold smagt,
før sælsomt hans Sjæl betages.
Han glemmer sin Ed og Troskabspagt,
— til hende hans Vilje drages.
— Da smykke de Tærner Hallen ud,
af Purpur og Guld den skinner;
saa fejres et straalende Gjæstebud,
til Lyset bag Skoven svinder.
I Skumringsstunden, naar hver en Lyd
i Kvældens Ensomhed tier, —
da vandre de to i stille Fryd
ad skjulte, vildsomme Stier. —
— Og Natten glider med Blus i Stavn
henover de tavse Skove;
— dèr hvile de tvende Favn i Favn
bag Løvets dunkle Alkove. —
Da strømmer gjennem Naturens Skjød
en mægtig Glød,
og Frugterne fyldes med Sødme.
Af Lødighed tynges Vippernes Guld,
med duftende Æbler staar Grenen fuld,
og Ferskenens Kinder rødme.
I Druen gjærer det dunkle Blod,
og som Dukater for Pigens Fod
neddrysse de gyldne Blommer.
Og Bonden vader i Rigdoms Flod
og priser den frodige Sommer.
Men Høstens Konge sidder i sit Eje. —
Med sammentrukne Bryn og mørke Blikke
han spejder over Hedens spredte Veje. —
Endnu han venter paa sin Tjeners Komme,
endnu vil ej paa nedrig Svig han tro,
skjønt Ventetidens Frist forlængst er omme.
Omsider dog Taalmodighedens Anker
ej mere lodde kan hans Harmes Dyb.
Forbitret han sin Krigerskare sanker.
Paa sorte Gangere de Saddel lægge,
saa farer Toget som en Uvejrssky
hen over Lyngens mørkebrune Dække.
Paa Vestens Himmel flamme røde Striber,
og Bølgen ved den fjærne Strandbred sukker,
mens Nordenvinden mørk sin Klinge sliber.
— Frem over Hedens Synskreds Skoven dukker.
I Som’rens Hal er Larm og festlig Glæde.
Med slanke Piger spøgefulde Alfer
til Fuglechorets Toner Dansen træde.
Og fra sin Trone under Purpurbuer
den skjønne Dronning med sin stolte Bejler
glad smilende den muntre Dans beskuer.
Og medens han sin Arm om hende slynger,
de rejse sig fra gyldenbræmmet Sæde
for selv at blande sig i Dansens Klynger.
— Da skjærer sig med ét igjennem Jublen
den skarpe Skingren af en Krigslurs Toner,
og Ekko svarer højt fra Bøgekuplen.
Flux standser Dansen, og Musiken tier,
og medens atter Malmets Toner drøne,
nedstyrte Hvælvets Purpurdraperier.
Forfærdet om sin Dronning Skaren stimler,
paa Tronens Trin er skjælvende hun standset,
og støttet til sin Elskers Arm hun svimler.
Da vakler han, hans brune Kinder blegner;
et Kastespyd igjennem Hallen suser,
og blødende i hendes Favn han segner.
Lamslaaet stivner hun i raadløs Stirren,
mens Fjender mylre frem fra alle Kanter,
og trindtom høres Skrig og Vaabenklirren.
— Da vinder Frygten Sejr. Hun flyr med Gysen,
— og med de hemmelige Stier fortrolig
undslipper hun sin Fjendes vilde Fnysen.
— Men Høstens Horder plyndre hendes Bolig. —
Natten er barsk og skyfuld,
og Mørket dækker Naturen.
Skoven kaster sit gule Løv,
mens Høstvinden støder i Luren.
Langs de bladløse Kroner,
henover Ørnens Rede
gaar som en Sky et natligt Tog
ind over den sorte Hede.
Sælsomme Skrig og Toner
ned gjennem Luften klinger,
under dem lyder et brusende Kor
af sitrende Fuglevinger.
Maanen løfter bag Skoven
i Stormen sin gule Lygte:
Over den mylrende Trækfuglesværm
skuer den Sommeren flygte.
Vildt hun i Natten skriger,
løfter de hvide Arme;
Sløret, som boltres i Luften højt,
hun sønderflænger i Harme.
Maanen slukkes bag Skyen,
Bølgerne slaa imod Strande.
Gjennem Naturen klinger et Suk,
— thi Sommeren drager af Lande.
Og naar da Morgenens blege Skjær
tændes bag Skyernes Rifter,
da høres ej mere de vilde Skrig,
men hele Naturen ligger Lig, —
et Offer for Nattens Bedrifter,
Forsvundet er Fuglenes Sangerkor,
og paa det spraglede Blomsterflor,
som Urtegaardene dækked’,
har Høstnatten sat sit rimkolde Spor,
og alt er visnet og knækket.
— Men sitrende i den sagte Vind
fra Kvist til Kvist, fra Straa til Straa,
hænger endnu et luftigt Spind
med Perler paa,
kunstfærdigen sammenkjædet. —
— Det er den flyvende Sommers Slør
af Skilsmissens Taarer vædet.