Det raa Metal i Ovnens Skjød
forvandles under Flammens Glød,
og Kunstnerøjet funkler stolt,
naar Lavastrømmen frem sig skyder.
Thi lutret Sølv i Formen flyder;
— men Ovnen Slakkerne beholdt.
— Den samme stolte Kunstnerfryd
jeg nyder ved Din Stemmes Lyd.
— Naar Kjærligheden, dyb og øm,
sin Flamme i Dit Øje røber,
og Du i Sprogets Former støber
Dit Indres rige Tonestrøm, —
— Da føler jeg, Din ringe Skjald:
I dette Væld af rent Metal
er alt, hvad Dig ved Himlens Gunst
blev skjænket rigt og overflødigt
af ædelt, kvindeligt og lødigt,
udsmeltet skjønt — ved Elskovs Kunst.