Dybt inde under Bakkens Fod,
bag Skræppeblad og Buggeblod
og Hybenroser vilde,
omspændt af Egens nøgne Rod
opvælder der en Kilde.
Den sprudler frem i Vaaren glad
som fra et nysanstukket Fad
i Jordens svale Kælder.
Den kysser Bregnens lyse Blad
og Eventyr fortæller!
Men naar det henad Som’ren gaar
et Spind af Mos og Venushaar
dens klare Blik har blindet.
Dog — som et utillukket Saar .
forbløder den bag Bindet.
Og vil Du paa en høstlig Dag
med tyst neddæmpet Aandedrag
Din Kind mod Jorden lægge,
— Da hører Du den hulke bag
det grønne Plantedække.
— Men har Du selv et saaret Mod,
spandt Skæbnen, som Dig ej var god,
sit Net om Dine Fødder,
— vil hvert et Hulk bag Egens Rod
naa’ Dine Hjærterødder.