Vor Guldregn staar i sit fejreste Skrud,
den vilde Rose er sprungen ud,
som dækker Verandaens Sider.
— Bag Rosenvægge med gyldent Tag
Skjærsommer vi nyde i fylde Drag,
mens Eftermiddagen henglider.
Foran mig ligger den store Bog.
Jeg læser og bliver dog lige klog,
— ved Dig mit Øje sig fæster.
Du blusser i fagreste Ungdomsglans —
Hvor kan Du da tro, jeg kan have Sans
for Kunstens smulrende Rester?
Du dækker Din Pande med mørke Sky’r
og kalder mig barsk for et Dovendyr,
som ikke Dit Selskab fortjener, — —
Nej Elskede — Søde, forlad mig ej,
— jeg falder i Søvn, hvis Du gaar Din Vej!
— Bliv heller og hør, hvad jeg mener!
Jeg mener, at her bag Rosernes Flor,
hvor Fuglestemmernes Jubelkor
klinger som bløde Præludier,
hvor Virak bølger paa Luftens Flod, —
maa Lejligheden vel kaldes god
for kunsthistoriske Studier, —
Men — Notabene — det hele frit!
Bogen maa lægges til Side lidt,
skjønt Du vil moralisere.
Med Armen omkring Dit slanke Liv,
med Blikket paa Dig, min yndige Viv,
— saadan vil jeg studere!
Hvor er Du dog bleven fortryllende, Du, —
Ja — bleven, thi Du er kjønnere nu, —
end den Gang, Du var forlovet.
Du dufter imod mig, saa ren og smuk,
saa frisk som den Rose med Morgendug,
der blomstrer over Dit Hoved!
Thi lyt, min Hustru, og vel Dig mærk,
at Du skal være det Billedværk,
om hvilket min Text skal slynges.
Sæt Dig da hid ved min Side smukt,
— Dit Blik skal løfte min Tankes Flugt,
saa ofte dens Vinger tynges:
Saa stille vi da vor Kundskabstørst!
Jeg trykker et Kys paa Din Pande først:
Det Spejl for de reneste Tanker.
Indrammet blødt af Dit mørke Haar
den er en solbelyst Tempelgaard,
omhegnet af yppige Ranker.
Men stiger mit Blik over Brynets Rand
til Øjet, som funkler derunder,
da staar jeg i et fortryllet Land,
en Lignelse næppe jeg finde kan,
og haabløst min Tanke grunder.
Thi Tanken er en hjælpeløs Mand
overfor Stemningens dybe Vand,
hvori kun Følelsen bunder.
Dog — tænk Dig en dæmrende maurisk Hal,
et Skovdyb med Marmorstammer,
Loftet en skinnende Perlemorsskal,
dunkle Ciffre og snirklede Tal
i Guld fra Væggene flammer.
Sagte vi vandre fra Sted til Sted,
til en Rislen vort Øre rammer;
Lyden os fører en Trappe ned,
— et Forhæng løftes — nu staa vi ved
et fyrsteligt Badekammer.
To Buer, sorte som Nubiens Søn,
foroven Kamret indfatter;
derunder den hvide Marmorbrønd,
hvorom sig Porfyret glatter.
I Badet — en af Dit eget Kjøn,
sansebedaarende, glødende skjøn,
Maurerens brune Datter. —
Din Læbe er saa frisk og rød,
at blegne maa den Usling,
der praled’, at hans Øje nød
Farvernes stærkeste Lueglød,
den Gang i Sandets hvide Skjød
han fandt en Purpurmusling.
Jeg løser i Tanken Dit brune Haar —
Ak, saa Du en Bræ i den lune Vaar
som Malm for Solgløden smelte.
Udover Brystets og Armenes Fylde
Lokkernes gnistrende Strømme skylle.
— Jeg løser i Tanken Dit brune Haar,
og Lokkerne naa til Dit Bælte!
Saadan har det set ud i det store,
den Gang de cimbriske Hære fore
ned ad Alpernes snedækte Side.
Dybt fra de nordlige Urskoves Tykning
mylre de frem over Bjærgenes Rygning.
Brunlige Karle
ned mod de solvarme, yppige Dale
dristigt paa Skjoldene glide.
Dog — fra Fjældet goldt og bart,
dèr, hvor Kongeørnen vaager,
fra det vilde Højlands Taager,
— imod Syden gaar vor Fart.
Flygtigt svævende vi snart
lægge bag os Appeninerne,
hvor Kastanien
og den jomfruslanke Pinie
brede Skyggekaaber bløde
om det solforpinte Fjæld.
Lig en Kæmpecirkus øde
ligger udstrakt nu Campagnen
med en blaalig Bølgelinie
som sit fjærne Grænseskjel.
Ensomt hæve sig Ruinerne,
Aquæducten
knejser som en Mammuthrad.
— Højt over Ødet vi svæve paa Flugten
over Pontinerne
ind i den evige Stad. —
Til Forums Søjler os Vingen bar:
De reneste Former sig præget har
i Stenens stirrende Dødhed.
— Jeg mindes et levende Søjlepar,
hvis Marmorhvidhed forlenet var
med Silkens den kælne Blødhed. —
— Men Dagen iler, det gaar mod Kvæld;
og som en Slange med gyldne Skjæl
dybt under os Tiberen glimter.
— Afsted over Pavernes skumle Kastel!
— alt Kæmpefontænernes sølvblaa Væld
foran St. Pietro jeg skimter.
Og her, hvor Buonaroti selv
med Kuplens vidtspændte Himmelhvælv
gav Værket Geniets Stempel, —
her drømme jeg vil i den svindende Dag
om Tvillingkuplernes skinnende Tag,
som dækker Dit Hjærtes Tempel!
— Nu synker i Mulm den mægtige By;
men højt paa den glødende Aftensky .
vi svæve mod Nordens Sommer.
— Her er vi, Elskte! — endt er vor Flugt,
— Et Elskovsdigt blev dens hele Frugt.
— Ak, vær det en naadig Dommer!