Jeg kjender en Jomfru i Nørrelide, —
— Fagrest af alle de Roser —
Hun haver to Øjne, som Natten blide.
— Der skinner Lys, brænder Blus over Høj og Moser.
Der brænder Lys i de Øjnes Nat:
Den Jomfru vogter saa dyr en Skat.
Guld hin røde og Sølv hin skjære:
thi fager er hun med Tugt og Ære.
Sølv hin blege og Guld hin blanke:
saa ren er al hendes Hu og Tanke.
Jeg véd ej, hvor brat mit Liv vil svinde,
— men Hælvten jeg gav for den Skat at vinde.
Kan hænde mig skjænkes af Aar kun faa,
— de halve jeg gav for min Sjæls Attraa!
Alt længe saa haver jeg grublet i Løn,
end fandt ej min Læbe den rette Bøn;
end voved’ jeg ej mit Held at friste.
Jeg frygted’ saa saare den Skat at miste.
Thi gjætted’ jeg ej det rette Ord,
da svandt den vel hundrede Mil under Jord. —
— Men kommer hun hid i næste Kvæld,
da tænker jeg, det skal lykkes vel.
Jeg vil Vorherre saa mindelig bede,
han vil os begge tilsammen lede.
Da fatter jeg varligt de Jomfruhænder
og titter i Løn, hvor Lyset brænder.
Og skinner det klart under sænket Laag,
da finder jeg vel det rette Sprog.
Saa sagte jeg minder den røde Mund,
— fagrest af alle de Roser —
og min er Skatten i samme Stund!
— Der skinner Lys, brænder Blus over Høje og Moser.