Nu slippes Høstens Lidenskaber løs
og lægge Skovens kyske Skjønhed øde.
Den bliver brun som en Zigeunertøs
med fulde Former og med Læber røde;
snart spejlende sig i det stille Vands
blanktslebne Glar, tungsindig og bedrøvet, —
snart revet hen i Vindens vilde Dans,
saa højt omkring dens Hoved hvirvles Løvet.
— Derefter Stilhed. — Langs den øde Vej
de nøgne Træer rangle som Skeletter,
og efter Høstens vilde Hurlumhej
indtræder stille, rene, kolde Nætter.
Klart blinker Maanens hvide Sølverskjold,
— en mægtig Skikkelse af Natten dukker.
Med ham oprinder der en klassisk Old,
thi Vinteren er Aarets Billedhugger.
Han vinker, — og til hvide Marmorbrud
forvandles Enge, Moser, Sletter, Dale,
og flux opfyldes paa hans Mejsels Bud
med Billedstøtter Skovens øde Sale;
snart vredne under Lidenskabens Storm,
snart alvorsfuldt i ædel Ro de grunder; —
snart blotter Mejslen strængt den skarpe Form,
snart blødt og kvindeligt sig Linien runder.
Men — Tiden rinder, og den stolte Ro,
den klassisk rene Form i Kunsten tabes.
Paa egen Kraft tør Vintren mer ej tro,
og ingen nye Idealer skabes.
Indsunken er den kraftige Gestalt,
Alt i Naturen peger mod Forandring;
den sidste Marmorblok i Skoven faldt, —
Og nu begynder Vaarens Folkevandring.