Over Himlens lukte Bom
Lysets hvide Bølgeflom
højtopsvulmet brister;
fylder Nattens øde Rum
med en Regn af Gnister.
Natten paa sin Løjbænk blød
halvbevidst, med stille Glød,
sødtbetagen drømmer.
— Over hendes Jomfruskjød
Gyldenregnen strømmer.
Og hvor Mulmets Rødder gror
nede i den dunkle Jord,
Livets Kim befrugtes.
Sommernattens Blomsterflor
mildt af Duggen fugtes.
Ja, ved Lysets stærke Bliv
selv et Blink af Havets Liv
Øjet blændet skimter —
Under Kjølens skarpe Kniv
Morildsflammen glimter.
Luft og Jord og Skov og Strand
om Naturens Elskov kan —
sære Ting fortælle.
Hverken Kvinde eller Mand
modstaa kan dens Vælde.
— Sværm ej sent ved Sø og Krat,
thi den elskovssvangre Nat
er en farlig Frister,
— naar bag Himlens Bolværk brat
Lysets Bølge brister.