Musiken dæmpet gjennem Parken lød,
hvis Fløjelsdragt med Maanesølv var spættet.
— Bag Roserne paa Bænken ved Buskettet
Du hvilte efter Dansen paa mit Skjød.
Og under vore første Kjærtegns Glød
Dit brune Haar, i Knude sammenflettet,
opløste sig, af Natteduggen mættet,
og rigt og duftende omkring os flød.
Tæt som en Klokke det sig om os lukked’;
men Favn i Favn dybtaandende vi dukked’
til Bunden af vor Elskovs stille Hav.
Og dèr, hvor de profane Røster tav,
sank Ensomheden ned som en Befrielse
og gav vor Pagt sin hellige Indvielse. —