Alt rejser efter gammel Skik
i rig og straalende Gothik
den ranke Bøg sin Kirke.
Og Altertæppets Mosaik
med blaa og hvide Perlestik
Skovanemoner virke.
Højt over Vintrens Sarkophag
Spidsbuen slank sig hvælver,
og lig et flosset Silkeflag,
— et Sejerstegn fra Kampens Dag —
Hvidbirkens Krone skjælver.
Forhøjet Granen har sit Spir, —
og ved dens Rod, ad skjulte Stier
gaa Myrerne paa Naale.
Stolt rejser Bregnen sit Gevier,
Violen aabner sit Visir,
for Foraarssolens Straale.
Alt smykker sig til Vaarens Kur;
— men bar og fremmed Egen
midt i den ny Arkitektur
sin vredne Rococofigur
betragter helt forlegen.
— Og hentet dybt fra Livets Grund
der strømmer af hver Blomstermund
en frisk og krydret Virak;
«Et saadant Offer bringes kun,
hvor Sjælen selv er ren og sund» —
siger den vise Sirach.
O, Vaarens Jomfru, kysk og bly,
til os med Frelse stegen, —
gjør ogsaa mig paa Sjælen ny,
at ej i Livets Foraarsgry
jeg vissen staar som Egen!