Nu bringer Storken Bud om Land,
at Vaaren hist ved fjerne Strand
til Togt sin Skude takler.
Saa frem for Lyset, alle Mand:
Viol, Ranunkel, Løvetand
og Haslens unge Rakler!
Kastanie! Hold Din Knop bered,
saa blank og trind, af Harpiks fed,
at højt i Solen flamme kan
de lyse Blomsterfakler!
Drag paa, o Jord, din Kjortel grøn!
Du stolte Bøg, Du brede Løn,
luk op for Knoppens Gemme!
Lad se, Du Hvidtjørn, Birk og Røn,
og Du Aurikel, Tusindskøn,
hvor langt I alt er fremme!
Slet Ingen af Jer fattes maa,
langs Vej og Sti I tæt skal staa
og hilse Aarets Kongesøn
i bred og broget Bræmme!
Og Lærke, Mejse, Finke, Stær
fra Himlens Kuppel, Skovens Trær
skal gladeligen sjunge.
Hver Fugl paa Kvist, hver Frø i Kær
og Menneskenes Børn især
skal øve deres Tunge.
Til den, som tog vor Tynge bort,
vi jublende vil synge vort:
Velkommen vær fra fjerne Færd,
o Vaar, vor Drot hin unge!