Dunkel — fyldt af Ensomhedens
søde Lokken og Forfærden —
lukker Skoven sig omkring mig
som en Eventyrets Verden.
Bjærgets Vætter et usynligt
Tryllenet omkring mig spænde,
stænget hver en Udgang synes,
Stien uden Maal og Ende.
Hvor jeg spejder, møder Øjet
evig uafbrudt det samme:
I uendelige Dybder
Stamme knejsende bag Stamme —
Fyrreskovens Jættepiller,
mosbegroede, broncerøde;
hist og her som Urtidsdysser
sorte Klippeblokke strøede;
kæmpehøje Myretuer,
taarnede af visne Naale;
giftig violette Svampe,
formede som Drikkeskaale.
Ensomheden, Dæmringslyset
sælsomt Fantasien hidser:
Bagved Stammer, mellem Stene
titte Dværge, lure Nisser;
og jeg hører sagte Fodtrin,
Puslen bag de visne Grene, — —
Ser jeg mig omkring, da er det
Synsbedrag og Blændværk ene. —
Dagen hælder. Solforgyldte
skimtes Toppene foroven.
Desto dunklere forneden,
desto skumlere i Skoven,
Paa de sorte Klippeblokke
ligger Duggen kold som Gravsved,
og den mørke Bjærgskov fyldes
af en rædselsvanger Tavshed;
den, hvori Naturens mange
sære Lyde sammenstemmes,
varsomt, tyst og dæmpet, saa at
ingen enkelt mer fornemmes:
Døgnets Grundakkord, hvori hver
Tone smelter og gaar under,
som i Lysets rene Hvidhed
alle Prismets Farver blunder.
Og det er, som den uhyre
Tomhed, der Naturen knuger,
hungrig griber mig og alle
mine Sanser til sig suger.
Fra det dunkle Skovdyb truer,
frister, drager det og lokker — —
Tys! da lytter jeg — — Langt ude
hører jeg en Klang af Klokker.
Det er Livet, som mig kalder
fra det legemløse, tomme — —
Rask jeg iler frem ad Stien,
Kogleriets Magt er omme.
Kvægets Bjældeklang jeg kender,
sødt den for mit Øre klinger:
Bud om Sol og Luft og Frihed
fra den grønne Li den bringer.
Se! det lysner alt. Paa Mosset
lange gyldne Solstrejf glimter.
Hisset bag de sorte Stammer
jeg den blanke Himmel skimter.
Skoven aabner sig. Og fra en
mægtig Forhal, broncesøjlet,
gaar jeg frem paa Bjærgets brede
Bringe over Grønsværsfløjlet.
Trindt et Aarenet sig spænder
som af Sølvertraade spæde.
Fjernt mod Aftenhimlens Guldgrund
taarner Rauhe Alp sin Kæde.
Op af Dalens Skumring stiger
Røg fra sorte Bønderhuse.
Dumpt fra Kløftens Gab dernede
kan jeg høre Fossen bruse.
Kvældens Purpurfarver mattes,
Himlen mørknes mere østligt.
Stjerner tændes. Over Skoven
gaar et Vindpust, koldt og høstligt.
Efteraarets Nætter nærme
sig med Graad og Tænders Gnidsel.
End dog i det Grønne skinner
Fjældets sølverhvide Tidsel;
og med Skær af Aftenskyens
lyse violette Tone
folder ud den sene Tidløs
bly sin klare Crokuskrone.
— — Skønne Blomster! Jeg vil plukke
jer af Fjældet, før I blegne,
gemme jer til Minde om min
Færd i Eventyrets Egne.