Svalt aabner sig Sevilla’s Alameda
en dugfrisk Morgenstund ved Foraarstid.
En Stemning aander mod mig ren og blid
som fra et Vers af Indiens hellige Veda.
I Luften bølger Duften af Reseda.
Ved Floden, hvor for Strømmen hid og did
Aakanden svajer, stor og svanehvid,
staar Rosenbusken, rødmende som Leda.
I slank fuldvoxen Skønhed pranger Nerien,
og fra min Bænk i Skyggen af Kastanien
jeg øjner hist Nevada’s hvide Bræmme. —
Alt dette siger mig, jeg er i Spanien. —
Hvis ej — jeg drømte mig til Parken hjemme
en tidlig Morgenstund i Sommerferien.