Et Genskin af Elysiums fagre Egne
har Vaaren atter os som Hilsen sendt.
Sit lyse Bueloft har Bøgen spændt,
og Foraarsblomster myldre alle Vegne.
Konvallen dufter hos den fine Bregne,
den dunkle Skovbund er et Firmament,
hvor blaa og hvide Stjernelys er tændt,
og hvor Ranunkler Guldsirater tegne.
Forglemmigejens Øje Himlen spejler,
og hist ved Mosen flamme gule Iris
lig Alterlys i Skovens dunkle Kor —
Alt som et Velkomstoffer til Osiris,
Solguden selv, den evig unge Bejler,
der atter ta’r i Favn vor skønne Jord.