Omsider kom da Regn og Sol. Det hjalp!
Nu vælder Grøde frem af Jordens Kælder,
Engblommen ryster sine gyldne Bjælder,
og Bækken risler under Kluk og Skvalp.
Med Lyseblaat sig Himmelrummet tjælder,
Frugthaven skinner som en snehvid Alp,
Lyngskorpens grove sortebrune Skalp
af Kæmpehøjens Isse Bonden skræller.
Thi denne Tid, saa frodig og saa ødsel,
forjætter ham, at Livet kan forny’s,
selv hvor af Haab der synes mindst tilbage.
— Saa vil da heller ikke jeg forsage,
men lukke Hjertet op for Vaarens Lys
og stille vente nye Kræfters Fødsel.