Jeg vandrer frem ad ubetraadte Stier
dybt i den tavse Granskovs skumle Schakt.
Hid rækker, synes det, ej Vaarens Magt,
og evigt Tungsind her sit Tempel vier.
— — Dog se! Da aabnes smilende Partier,
hvor nys udsprungne Bøges friske Pragt
forsire Naaleskovens mørke Dragt
med lysegrønne Silkebroderier.
— Ak! Som dog sligt et Syn gør Hjertet godt,
naar tunge Tiders Skuffelser og Skygge
har dræbt hvert Haab om Kærlighed og Lykke!
Det lyser op, hvor før var trist og graat
og varsler, som et venligt Øjes Straale,
om Foraarsløv blandt Livets stive Naale.