Folkeviser

Det var ungen Sverker,

ganger for Kongen at stande:

„Herre, I laane mig af eders Mænd,

min Faders Død at hævne.”

Ud føre de Riddere deres Skjolde, det græder saa mangen.

„Jeg vil laane dig af mine Mænd,

baade Sællandsfar og Jyde;

det er de bedste Slagsmænd,

de kan baade spænde og skyde.”

Det var om en hellig Søndag

(Messen var god at høre):

Sverker drager til Øresund,

han lader sit Folk overføre.

Sverker stander i Fremmerstavn,

og ser han ud i Sund:

„Gud lader os Sejer vinde

eller synke neder til Bund!” —

Tilsammen rede de ædelige Herrer,

det var saa ynkelig en Leg;

det var saa ondt i Strid at stande,

hvor Sønnen Faderen sveg.

Frem red unge Engelbret

med sit forgyldene Horn;

han vog udaf de Vestergyllands Mænd,

som Bønder de mejer Korn.

De danske vunde saa stor en Pris,

de strede i stærkest Nød;

det var saa stort et Mandemord,

saa mangen Mand blev der død.

Der de droge af Danmark,

de var vel Tusinde Mænd;

der kom ikke tilbage af dem

uden tre og trosser fem.

Imellem Bjærg og Dale

der gæller baade Ugle og Ørn;

det græder saa mangen Enke

og halv flere faderløse Børn.

De Fruer stander i Højeloft,

de venter deres Herrers Komme;

Hestene de kom blodige hjem,

og Sadlerne de var tomme.

Ud føre de Riddere deres Skjolde; det græder saa mangen.