Folkeviser

Aarle om Morgen, langt før Dag,

— Gud glæde din Sjæl, Dronning Dagmar! —

Bengerd hun kravde sin Morgengav’.

»Herre! I giver mig Samsø!

og en Guldkrone af hver en Mø!«

Der er saa mangen fattig Mø,

hun kan ikke svare det for sin Død.«

»Min Herre! I lader det saa være:

I lader ikke Fruer Skarlagen bære!«

»Kunne de det læste at kjøbe for sig,

fuld vel maa de det slide for mig.«

»Min kjære Herre! I lader det blive:

lader aldrig Bondesøn god Hest ride!«

»Kan han den læste at holde for sig,

fuld vel skal han den ride for mig.«

»Min kjære Herre! lader det saa gaa:

vi lade vore Lande i Jærnet slaa.

Uden Told komme ingen ud eller ind,

være sig enten Mand eller Kvind!«

»Hvor skulde jeg det Jærn vel faa,

jeg skulde lade mine Lande i slaa?«

»Vi ville fare til Ribe i Aar,

vi skulle vel Smede til Lande faa.

Bonde maa bruge Træ til Plov,

til Fælger og Hjul, som han har behov.

Hvad tør Bonde vel mere ved,

end Vænderdør og Flageled!

Hvad skal Bonde med mer i Bo,

end to Øxen og end en Ko!

Hvilken Bondekone, der Søn mon føde,

hun give mig en Øre af Guld det røde!«

»Vaare hver Dreng saa dyr en Skat,

hvor tinge jeg da mine Stridsmænd fat!«

»Hvilken Bondekone, der Datter mon faa,

en Ørtug af Sølv hun mig give maa.«

»Vaare det saa dyrt at føde en Mø,

da maatte vel Danmark snart uddø.«

Den første Søvn, der Kongen fik,

Dronning Dagmar for hannem gik.

»Eder til saa liden Fromme

I tinge nu den beske Blomme.

Drage I i Aar i Ledingsfærd,

lader ikke hjemme hende Bengerd!

Bliver hun Bengerd hjemme i Aar,

det ruer hvert Barn i Kongens Gaard.

Det ruer hvert Barn i Lande,

det siger jeg eder for Sande.«

Kongen vaagned, og op han saa’:

Bengerd ved hans Side laa.

»Stat du nu op, og klæd du dig!

du skalt fare i Leding med mig.«

Den første Pil, i Leding var skudt,

den blev i Bengerds Hjærte brudt.

Nu ligger Bengerd i sorten Muld:

de danske Mænd ere deres Konning huld.

Nu ligger Bengerd i sorten Jord:

end haver Bonden baade Oxe og Ko.

End kan Bonden i Landet sig nære,

og end maa Fruer Skarlagen bære.

End rider Bondesøn goden Hest,

— Gud glæde din Sjæl, Dronning Dagmar! —

og værger for Landet, som han kan bedst.