Folkeviser

Jeg vil eder en Vise kvæde,

den fejerste, I lyster at høre;

Herre Gud give, Landen maatte stande i Fred,

og Kongen hans Vilje at gjøre!

        I rider ej!

Der raadte en Konning i Danemark,

han var baade mild og bold:

nok da havde han Borg og Fæste,

baade Land og Rige i Vold.

Vel syv Kongeriger tog han i Arv,

som jeg vil for eder nævne:

saa ilde gjorde sorte Greve Henrik,

han skilte hannem ved sin Evne.

Det ene var Danmark, det andet Sverig,

det maatte den Herre ikke nyde;

det tredje var Holsten og Mekkelborg,

deres Tro saa monne de bryde.

Det fjerde var Venden op under Ø,

med Estland og Livland baade;

det femte var Engelland stort og stærkt,

det fik han dog ikke at raade.

Det sjette var Norge, det syvende Skotland,

det maatte den Herre ikke nyde;

toge de bort vor kronede Konning,

det maatte alle danske fortryde.

Toge de bort vor kronede Konning,

han hedde Konning Valdemar;

Landen de stande i Vaade stor

og vel udi otte Aar.

Det lidde fast ad det niende Aar,

den Herre tager til at lange:

sender han Bud til Danemark,

beder dem løse sig af Fange.

Sender han Bud til Danemark,

til kjæreste Sønner sine:

»Beder dem gjøre’t for Æren sin,

at løse deres Fader af Pine!«

Saa tit rede de til Stævne

og saa til Herredsting:

de bade om Sølv, de bade om Guld,

at løse deres Fader ind.

Tak have Fruer og stolte Jomfruer!

de vare deres Herre saa huld:

de løste hannem ud af Fangetaarn

med alt deres Sølv og Guld.

Syv Tusend Mark Sølv saa vord der vejet,

syv Hundrede Ørs med ladde;

da takked Kongen alle Venner sine,

hannem baade laante og gave.

Saa glade vare alle de danske Hovmænd,

deres Herre var løst af Kvide:

de bare op en Vise og kvade,

Greve Henrik bad dem end bide.

Det var ham sorte Greve Henrik,

han havde saa ondt i Hove:

»Bider I end en liden Stund!

jeg vil alt med eder raade.

Bider I her en liden Stund!

det kan eder intet skade:

jeg haver en Tidend’ for snimen spurgt,

vi ville derom med eder tale.«

Konningen stander i Fremmerstavn,

hans Øjen de runde saa saare:

»I danske Hovmænd! lægger Aarer for Bord!

vi ville til Danemark fare.«

Konningen stander i Fremmerstavn,

hans Øjen de runde i Strømme:

»I danske Hovmænd! giver Vand i Sejl!

tror ikke den Forræderes Drømme!«

Saa vunde de op deres Silkesejl

højt i forgyldene Raa,

saa sejled de hjem til Danemark

i mindre end Dage tvaa.

Saa glade vare alle de danske Mænd,

deres Herre var løst af Møde,

Som Englene vare om Paaskemorgen,

Vor-Herre stod op af Døde.

        I rider ej!