Folkeviser

Det var ungen Ulv van Jærn,

han rider til Kæmpestævne:

»Min Herre! I laaner mig af eders Mænd!

jeg vil min Faders Død hævne.«

»Jeg vil laane dig af mine Mænd,

som stride ville fuld gjærne,

slige som Vidrik Verlandssøn,

stærk Didrik udaf Berne.

Konning Didrik ind i Hallen tren,

han skinned som brændende Brand:

»Hvilken af eder, mine Dannesvende!

vil følge min Frænde af Land?«

Alle da skøde de Hætte for Mund,

og ingen turde Kongen svare,

foruden Vidrik Verlandssøn,

han kjendte ikke Frygt eller Fare.

Svared det Vidrik Verlandssøn,

han gjorde deraf godt Gammen:

»Det vaare, som vi drukke Mjød af Skaale,

kunde vi kun komme sammen.«

Mælte det Vidrik Verlandssøn,

han tænkte paa Hæder og Ære:

»Sende vi først vort Fejdebud!

ustjaalne komme vi dere!«

Det var ungen Hammer hin graa,

og han løb vred af By:

hver Mand, hannem hørte eller saa’,

de fældte baade Lød og Lyd.

Frem løb ungen Hammer hin graa,

og hannem sken Guld paa Bryst:

ingen Høg og ingen Hund

kunde følge den Svend til Gjæst.

Ind kom ungen Hammer hin graa

og stedes han for Bord:

han var snild i Tunge sin,

han kunde vel føje sine Ord.

»Hil sidder I, Konning af Brattesvendel!

I og flere vil jeg ikke nævne:

i Morgen kommer ungen Ulv van Jærn,

han vil sin Faders Død hævne.«

»Er det ham, den usle Hund,

tør Æggen imod mig vende!

bedre da maatte han hjemme være,

sit Fæ i Fold at gjenne.

Bedre da maatte han hjemme være

og gjemme sit Fæ under Lide,

end han vil sende mig Fejdebud,

med mig i Morgen at stride.

Bedre maatte han en Orm være

og krybe under høje Haide,

end han ypper den samme Kiv,

hans Fader monne i falde.

Bedre maatte han en Orm være

og krybe under Torne stinde:

hans Fader stod mig ikke Hug uden to,

han stander mig halve minde.«

»Hør I, Konning af Brattesvendel!

I holder Tand for Tunge!

op da voxer den liden Rakke

med hvasse Tænder i Munde.«

»Jeg vurder ingen Hedning, jeg skjøder ingen Kristen

eller nogen Verdsens Mand,

foruden ham Vidrik Verlandssøn,

jeg agter, han er langt af Land.

Et Sinde var jeg paa Brattingsborg,

som Kæmper de drukke inde:

Vidrik drev dèr Daarespil,

det ganges mig sent af Minde.

Femten Kæmper slog han til Jord,

han holdt det kun for en Leg;

jeg stod saa nær og saa’ derpaa,

jeg gjordes i Kinder bleg.«

Til da svared det Sendebud,

for det gjorde Kongen Vande:

»Det er alt ham Vidrik Verlandssøn,

som Striden skal fore stande.«

»Hør du, goden Hammer hin graa!

og Sandingen sige du mig:

vedst du af Vidrik Verlandssøn,

du dølg hannem ikke for mig!«

»Vidrik han ligger i Lofte syg,

sin Hest kan ikke ride;

end haver min Herre andre Mænd,

eder tør i Marken bide.«

Op stod en af Kongens Kæmper,

og svared han saa dertil:

»Vel kjender jeg Vidrik Verlandssøn,

hans Fader var en Smed.«

Det var ungen Hammer hin graa,

han vredes ved det Ord:

saa slog han til den samme Kæmpe,

at han faldt død til Jord.

Det mælte Kongen af Brattesvendel,

han blev i Huen saa mod:

»Hvi slog du min gjæveste Kæmpe,

han ligger død paa Jord?«

Det svared han ungen Hammer hin graa,

og svared han saa for sig:

»Jeg maatte det aldrig af hannem høre,

han spotted enten Vidrik eller mig.«

Det var ungen Hammer hin graa,

og han begyndt at hikke:

»Hør du, Konning af Brattesvendel!

du byde mig dog at drikke!«

Det var ungen Hammer hin graa,

han gjord’ et af stort Hovmod:

han drak ud en Tønde Øl,

slog Tønden for Kongens Fod.

Op sprang ungen Hammer hin graa,

han vilde ikke længer bede:

»I møder i Morgen paa Birtingshede!

dèr finde I Kæmper til Rede.«

Det svared Kongen af Brattesvendel,

han svarede som en Mand:

»Jeg møder i Morgen i Oddestorm,

om Hesten mig bære kan.«

Bort løb ungen Hammer hin graa,

og hannem sken Guld paa Hænde:

ingen Høg og ingen Hund

kunde følge ham en Dag til Ende.

Hjem kom ungen Hammer hin graa,

saa rød som Rosensblomme:

»I hvæsser eders Spjud! I reder eders Sværd!

i Morgen vil Kongen komme.«

De rede al den mørke Nat

alt over den sorte Hede:

der skinned Lys, som det vaare Dag,

alt udaf Vaaben dere.

De rede gjennem de tykke Skove

og over de grønne Volde:

det var alt som Solen havde skint

af deres forgyldene Skjolde.

De rede frem for Birting

og frem ad Birtingsmyre;

de vare syv Hundred stærke Kæmper,

alle læste i Sadel dyre.

Ud paa den samme Birtingshede

der hulde de Herrer deres Strid:

det var saa mangen uskyldig Mand,

maatte lade sit unge Liv.

De hugge med Sværd, de skøde med Buer,

ihvilket som mest formaatte;

ud saa randt den røde Sved,

og Ild gik af deres Hatte.

Dér holdt Kongen af Brattesvendel

under Guldhjælmen røde:

han vidste ikke af, før hans gode Hovmænd

de styrte for hannem døde.

Det var Kongen af Brattesvendel,

han tager til at kalde:

»Monne ikke Vidrik være her nær?

hvi monne mit Folk saa falde?«

Det var Kongen af Brattesvendel,

ser han ud over de Marke:

»Jeg frygter, Vidrik Verlandssøn

er her med Skemming hin stærke.«

Det svared en af Kongens Kæmper,

han ser sig ud saa vide:

»Hisset ser jeg Vidrik Verlandssøn,

og Skemming under hannem skride.«

Svared en anden af Kongens Kæmper,

for han vel Vidrik kjende:

»Dér er han Vidrik Verlandssøn,

han rør nu Mimring i Hænde.«

Det var Kongen af Brattesvendel,

han ser gjennem Hjælmen trang:

»Ussen strider jeg mod den Skjold,

der skinner i Hammer og Tang.

Ussen strider jeg mod den Skjold,

der skinner i Hammer og Tange;

visselig vorder jeg vejen i Dag,

for Vidrik griber ingen til Fange.«

Det var Kongen af Brattesvendel,

han tog sin Hest med Spore,

han rendte mod Vidrik Verlandssøn,

vilde rende hannem neder til Jorde.

Det var Kongen af Brattesvendel,

og han hug alt saa fast:

Vidrik kunde ikke andet gjøre,

end bøde for hans Kast.

»Nu haver jeg standet dig tyve Hug,

vel flere og ikke færre:

du stat mig ét for alle dem

alt for din kongelig Ære!«

»Haver du standet mig tyve Hug,

og flere og ikke færre,

jeg stander dig ét for alle dem

og vorder ikke Konning des værre.

Jeg tager nu en Silketraad,

binder om min Hjælm hin røde:

jeg vilde ej, min Fæstemø skulde spørge,

en Smedesvend skulde hugge mig til Døde.«

Vidrik taler til Minimering:

»Monne du nu noget due?

det var ikke fulde femten Aar,

jeg hug af vredere Hue.«

Saa hart holdt han om Hændinge,

det Blod sprak af Neglerod;

han hug paa Kongens gyldne Hjælm,

det Odden i Sadelen stod.

Det var Vidrik Verlandssøn,

han hug, og ikke han hødte:

han hug paa Kongens gyldne Hjælm,

det Odden i Sadelen mødte.

»Hør du, Konning af Brattesvendel!

du lad dig det ikke fortykke:

naar du falder af Sadelen neder,

da falder du i to Stykke.«

Mælte det Vidrik Verlandssøn,

han vord i Kinderne rød:

»Det er end stor Ynk at se derpaa,

at saadan en Kæmpe skulde dø.

Nu haver jeg været i mangen Dyst,

blandt Kæmper hændig’ og haarde;

men aldrig jeg nogen Kæmpe saa’,

der sig saa mandelig vaarde.«

Mælte det Vidrik Verlandssøn,

han holder under grønne Lide:

»Er her nogen af Kongens Kæmper,

som vil nu mere stride?«

Svared det ungen Hammer hin graa,

han blinker op med sin Øven:

»De ligge nu alle og tie kvær

udi deres første Søvn.«

Død ligger Kongen af Brattesvendel

udi sin Blod saa rød;

Ulv van Jærn han takked Vidrik,

han hævned hans Faders Død.

Alle da rede Konning Didriks Mænd

saa glade fra det Stævne;

gladest rider ungen Ulv van Jærn,

han har sin Faders Død hævnet.