Folkeviser

Det var højen Bermer Rise,

han var saa meget uhyre:

han var galen og aldrig vis,

og ingen Mand kunde hannem styre.

Og det var højen Berrner Rise,

han binder sig Sværd ved Side:

saa vil han sig til Kongens Gaard,

som Kæmper monne slaa og stride.

»Her sidder du, Danerkonning,

alt over dit brede Bord!

du skalt mig din Datter give

og skifte med mig din Jord.

Du skalt give mig Datter din

og skifte med mig dine Lande,

eller du skalt mig den Kæmpe faa,

i Kredsen tør med mig stande.«

Det svared ham dansker Konning,

han svared det Ord dertil:

»Jeg giver dig aldrig Datter min,

det gaa, ihvor Herre Gud vil!

Du faar intet af Datter min,

ej heller af mine Lande;

jeg skal dig vel den Kæmpe faa,

i Kredsen tør med dig stande.«

Det var ham Danerkonning,

han ganger i Borgestove:

»Hvilken udaf mine danske Hovmænd

vil Striden mod Bermer vover

Her sidder I, alle mine Kæmper gode,

som jeg haver i mit Brød!

hvo vil mig over Bermer hævne

og vinde saa væn en Mø?«

Alle sad Kæmper og danske Hovmænd,

og ingen turde svare et Ord,

foruden Orm hin Ungersvend,

han sad allernederst til Bords.

Det var Orm hin Ungersvend,

han sprang over breden Bord;

og det vil jeg for Sanden sige,

han mæled et Manddomsord.

»Vil I give mig den Jomfru fin

og dertil Rige og Land,

da vil jeg vove mit unge Liv

alt for den Liljevand.

Jeg vil gaa den haarde Gang

i Kredsen med Bermer Rise;

maatte jeg eders Datter vinde,

min Lykke da vil jeg prise.«

Det svared han Danerkongen,

han sig over Axel saa’:

»Og hvem da er den Mysseling,

saa store Ord kommer fraa?«

»Jeg er ingen Mysseling,

enddog I mig saa kalde:

Frommer saa hedde Fader min,

paa Iseland monne han falde.«

»Og ti du, Orm hin Ungersvend!

du est ikke uden et Barn:

dig tager han højen Bermer Rise

og træder dig neder i Skarn.«

»Og ikke da er jeg noget Barn,

jeg er mine femten Aar fulde:

jeg tager ham højen Bermer Rise

og dykker ham neder i Mulde.«

Silde om Aften, Sol gik neder,

og Dug drev over de Spange,

da lysted hannem Orm Ungersvend

til Bjærget ud at gange.

Silde om Aften, Dug drev paa,

og Svende red Heste til Bække,

da lysted hannem Orm til Bjærget at gaa,

sin Fader vilde han opvække.

Det var Orm hin Ungersvend,

han klapper paa Bjærg med Stang:

det maatte man høre saa langt af Led,

hvor Birting i Bjærget klang.

Klapper han saa paa Bjærg med Stang,

der revned den haarde Hald:

det hørte han, inde i Bjærget laa,

hvor højt det i Bjærget gjaldt.

»Hvem vækker mig saa aarle

og gjør mig saa stor en Men?

maa jeg ikke med Naade være

op under den haarde Sten?«

»Det er mig Orm Ungersvend

og kjære Sønnen din:

jeg venter mig saa god en Gave

af kjære Fader min.«

»Og est du Orm hin Ungersvend,

allerkjæreste Sønnen min:

hvad heller vilt du have Guld eller Sølv

eller Penge af Fader din?«

»Jeg vil ikke have Guld eller Sølv,

ikke Penning eller Pennings Værd;

men jeg vil have hannem Birting,

det er fuld godt et Sværd.«

»Og ikke faar du mit gode Sværd,

at vinde saa væn en Mø,

før du haver været paa Iseland

og hævnet din Faders Død.«

»Og kan jeg nu ikke Birting faa,

og maa jeg hannem ikke nyde,

da skal jeg tage Haand i haarden Hald

og Bjærget over eder bryde.«

Han rakte hannem Birting af Bjærget ud,

han bød hannem Hjaltet imod:

»Bliv du haard og haandestærk,

og Kæmper falde for din Fod!«

Det var Orm hin Ungersvend,

han binder sig Sværdet ved Lænd;

og saa gaar han i Borgestuen ind

til alle Kongens Mænd.

Ind kom Orm hin Ungersvend,

og stedes han for Bord:

»Og hvor er nu den lede Trold,

i Aftes talte store Ord?«

Mælte det højen Bermer Rise,

han sig over Axel saa’:

»Og er det ikke anden Mand,

I Striden skal med mig staa!«

Saa skreve de Kredsen paa den Vold

med deres forgyldte Skjolde;

og det vil jeg for Sanden sige,

de vare to Hellede bolde.

Saa ginge de sig i Kredsen ind

med Skjold og saa med Sværd:

og det var højen Bermer Rise,

han blev huggen af ved Knæ.

»Nu haver jeg været i mangen Kiv

med Kæmper og raske Helte:

men aldrig var det gode Kæmper deres Sæd,

de monne saa nederlig fælde.«

»Du varst høj, og jeg var lav,

dog Kæmper vare vi begge:

jeg hug til det, som jeg kunde naa,

og længer kunde jeg ikke række.«

Det var Orm hin Ungersvend,

tager Birting paa sin Bag,

saa lakker han til Strande neder

alt i saa fuldgod Mag.

Og det var Orm hin Ungersvend,

han styred sin Snække under Ø:

og nu vilde han til Iseland,

at hævne sin Faders Død.

Og det var Orm hin Ungersvend,

han tren paa hviden Sand:

der møder hannem Gjord og Erland,

de gange ud med den Strand.

»Velkommen, favren Ungersvend!

vær velkommen til vort Land!

kjender du ikke Orm hin Ungersvend?

monne han være vorden til Mand?«

»Det er ej længe siden jeg hannem saa’,

han red til Ting og Stævne:

og han svor om den øverste Gud,

han vilde sin Faders Død hævne.«

Og det var Gjord og Erland,

de stødte op Muld med Sværd;

»Ret aldrig faar han for Fader sin

enten Penning eller Pennings Værd.«

»Er I Gjord og Erland?

Orm Ungersvend maa jeg mig nævne;

I haver slaget min Fader ihjel,

hans Død vil jeg nu hævne.«

Saa skreve de Kredsen paa den Vold

med tre forgyldene Skjolde:

»Nu er jeg én, og I ere to,

dog Marken skal jeg beholde.«

De stridde i Dage, de stridde i to,

den tredje Dag til fulde:

og alt løb Hundene til og fra

med store Kjødstykker i Munde.

De stridde i Dage, de stridde i to,

den tredje Dag ogsaa:

det da hørte den Havfru god,

ved Havsens Bunde hun laa.

Det da mælte den Havfru god,

og end saa godt et Ord:

»Hør du, Orm hin Ungersvend!

dit Sværd det er forgjort.

Hør du, Orm hin Ungersvend!

dit Sværd det er forgjort:

du kast det tre Gange avet om Hoved

og stik saa Odden i Jord!«

Han kaste det tre Gange avet om Hoved

og stak saa Odden i Jord:

saa hug han Gjord og Erland

alt neder for sin Fod.

Saa tog han sit gode Sværd,

svøbte det i Silke rød:

saa drog han hjem til Land igjen,

drak Bryllup med sin Mø.

Der var Glæde i Kongens Gaard

og favert at lyde derpaa:

Kongen han gav sin Datter bort,

Orm Ungersvend hende tog.