Folkeviser

Det var rigen Raadengaard,

han rider i Rosenslund,

dèr møder hannem Ørnen af Bedelund

saa aarlig en Morgenstund.

»Hil mødt, rigen Raadengaard!

og hvi rider du saa ene?

hvor er din Høg? hvor er din Hund?

hvor er dine mange Svene?«

»Somme ere paa den salte Sø,

den bratte Bølge at bryde;

og somme de ere i Bedelund,

de vilde Dyr at skyde.«

»Skyder du nu de vilde Dyr,

som mig ere lagt til Føde:

saa Mænd véd, rigen Raadengaard!

dine Lande skal jeg lægge øde.«

»Nok saa haver jeg Øxen og Kør,

baade Foler og fede Heste;

saa Mænd véd, Ørnen af Bedelund!

jeg agter saa lidet dit Gjæste.«

»Jeg skjøtter ikke om dine Øxen eller Kør,

dine Foler eller fede Heste;

saa Mænd véd, rigen Raadengaard!

jeg agter dig hjemme at gjæste.

Jeg skal komme udi din Gaard,

og tage dèr af det bedste:

saa væne da haver du Søster to,

dem agter jeg mig at fæste.«

»Da haver jeg dem saa hæderlig holdet,

siden deres Fader bortdøde;

det forbyde den øverste Gud,

du skulde de Blomster lægge øde!«

»Kan jeg ikke af dine Søster faa

alt med din fuldgode Minde:

da skal jeg have Allerkjæreste din,

et Spejl over alle Kvinde.«

Det var rigen Raadengaard,

han bukker under Lindekviste:

dèr skrev han de ramme Runer,

som han for langen vidste.

Saa bandt han Ørnen af Bedelund,

saa højt over alle Kviste:

»Og hør du det, du grumme Ørn!

min Kjæreste skalt du nu miste.«

Nu sidder Ørnen i Bedelund,

han svælter over sin Vinge;

bort rider rigen Raadengaard,

han lader sin Gangere springe.

Og nu sidder Ørnen i Bedelund,

han svælter over sin Klo;

saa glad rider rigen Raadengaard,

han lader sit Bryllup bo.