Folkeviser

Konning Kristjern sidder i Ribe,

han sender Bud til de Frise:

»Ville de os den Skat udgive,

vi ville dem ære og prise.«

»De Penninge ere end uslagne,

den Herre monne om bede:

beder hannem komme til Friseland!

hans Penge skulle ligge hannem rede.«

Konnigen udaf Danemark

og svor han deropaa:

»Saa vist skal jeg det hævne,

alt om jeg leve maa.«

Kongen skrev sine gode Mænd til,

baade af Slot og Fæste:

»Beder dem møde mig i Ribe!

de Friser ville vi gjæste.«

Og de rede ud af Ribe

og indtil Tønder By;

der lode de deres Heste beslaa,

deres Harniske fly af ny.

De rede ud af Tønder By

med blanke Spær i Hænde;

og der de komme til Friseland,

de baade skjænde og brænde.

Mælte det den gamle Fris,

han saa’ de Røge opstande:

»Lægge vi neder vort stride Sind!

vi gange den Herre til Hande!«

Frem komme alle de Frisemænd,

de fulde Dankonning til Fod:

»Vi bede eder for den øverste Gud,

I værer os naadig og god!

Hører I det, vor ædelig Herre!

vi ville eder Skatten yde:

det vi eder have gjort imod,

det monne os saare fortryde.

Hører I det, vor ædelig Herre!

I tænker nu paa vort bedste!

vi give eder den yderste Penning,

der vi kunne nogen Tid læste.

»Tolv Mark Penning af hver en Plov,

og mindre vil jeg ikke have:

vore Folk de ere os slagen fra,

vore Heste ere skudt i Grave.«

»Tolv Mark Penning af hver en Plov,

dem kunne vi aldrig læste,

uden vi skulle skatte baade Kirker og Kloster

og saa de rige Præste.«

»De Præster have os intet gjort,

af dem vil vi intet have;

men I have sendt os spodske Bud

og gjort os mødige Dage.«

Saa stilled de den Herre til Freds,

saa drog han hjem til Lande;

saa takked de den levende Gud,

der dem hjalp af den Vande.