Folkeviser

Konning Hans sidder i sin egen Stue,

saa ondt et Raad kom hannem i Hue.

»Vi gjøre ud hver tiende Mand,

saa ride vi til Detmersken, til vort Land.«

Det svared liden Kirstin i Kjortel rød:

»Kommer I til Detmersken, det vorder eders Død.

Min Fader han var en velbyrdig Mand,

han ligger i Detmersken for Hunde og Ravn.«

Konning Hans han lader de Lønnebrev skrive,

ind til Detmersken lader han dem give.

De detmerske udi Brevene saa’:

»Raade Gud Fader, hvor det vil gaa!«

De skreve den Konning et andet igjen:

»I beder hannem komme og være ej sen!

Vi ville vort Land for hannem saa vare,

som vi det kunne for Herre Gud svare.«

Konning Hans han lægger i Detmersken ind,

dèr blegned saa mangen Rosenskind.

Dèr blegned saa mangen Rosensblomme,

skulde aldrig mere til Danmark komme.

De detmerske lægge deres Bøsser i Ring,

de danske de vippe fast uden omkring.

De skøde dèr i den første Skare:

saa mangen stolt Ridder blev dèr slagen.

Saa skøde de i den anden Hob:

syv Tusend Mand fulde dèr i Grob.

De skøde end i den tredje Flok

saa mangen Ridder med gulen Lok.

Konning Hans han maatte dèr rømme med Hast,

det var fuld nær, hans Hjærte brast.

De detmerske toge de Ridderskjolde,

de bare dem ind for Jomfru Maria bolde.

»Og lovet være Jomfru Maria Mø,

Konning Hans haver ikke vort Land forød!«