Fru Ingelil haver de Døtter tre,
til Himmerig komme alle de.
I Himmerig der er stor Glæde.
De maatte ej længer i Himmerig vær’,
for deres kjær Moder hun efter dem græd.
De ginge dem ind for Vor-Herre at staa:
»Og maa vi gaa hjem én Nattes Maal?«
»Vel maa I gaa hjem én Nattes Maal:
I maa være her igjen, inden Hanen gaal.«
De ginge dem saa sagtelig igjennem den By,
alle de smaa Hunde de glamme op i Sky.
De klappe paa Døren alt med deres Skind:
»Stander op, vor kjær Moder! I lader os ind!«
Fru Ingelil stod op i hendes Silkesærk,
hun lukked dem ind med stor Hjærtens Værk.
Den ene skulde spinde, den anden skulde tvinde,
den tredje skulde tælle de Timer, som ginge.
»Og nu galer Hanen den røde:
nu stunde til Jorden de døde.
Og nu galer Hanen den sorte:
nu lukkes alle de Porte.
Og nu galer Hanen den hvide:
nu lukke de Himmeriges Rige.«
»O, mine kjær Døtter! I hos mig blive!
tre Riddere saa rige vil jeg eder give.«
»I give os aldrig tre Riddere saa rige,
der er jo langt bedre i Himmerige.
Det er langt bedre i Himmerig at bo,
end gange paa Jorden i røde Guldsko.
Det er langt bedre i Himmerig at være,
end her paa Jorden Guldkrone at bære.«
I Himmerig der er stor Glæde.