Liden Kirstin hun var saa væn en Maar,
— Med Ære. —
saa ene ganger hun sig i Abildgaard.
De Liljer drage Skarlagens Klæder.
Liden Kirstin breder ud sin Kaabe blaa,
dèr paa føder hun to Tvillinger smaa.
Hun lagde dem under en Tørv saa grøn,
hun tænkte, de bleve vel dèr i Løn.
Hun lagde dem under saa bred en Sten,
hun bar for dem hverken Sorg eller Men.
Og det stod saa hen udi otte Aar,
da længtes de to Børn hjem til deres Mo’r.
De Tvillinger ginge for Vor-Herre at staa:
»Maa vi ikke hjem til vor Moder gaa?«
»Jo, vel maa I hjem til eders Moder gaa,
men ingen Mand I skade maa.«
De klapped paa Døren med deres Skind:
»Stander op, vor Moder! og lader os ind!«
Hun svor om sin haardeste Død:
hun havde aldrig Foster til Verden fød.
»Slet ingen Mand saa haver jeg haft,
og ingen Børn saa haver jeg faa’t.«
»Holder op, kjær Moder! I sværger ej saa!
vi sige eder, hvor det monne til gaa.
I bredte ud eders Kaabe blaa,
der paa fødte I os to Tvillinger smaa.
I lagde os under en Tørv saa grøn,
I tænkte, vi bleve vel dèr i Løn.
I lagde os under saa bred en Sten,
I bare for os hverken Sorg eller Men.«
»O, mine kjære Børn! hos mig I blive!
og fire Tønder Guld vil jeg eder give.«
»I giver os fire, I giver os fem!
vi bliver ikke hjemme for alle dem.
I giver os otte, I giver os ni!
vi vil ikke miste Himmerig for alle di.
Vore Stole de stande i Himmerig rede,
vor Moders den stander i Helvede nede.
Vore Stole de stande i Himmerigs Sal,
vor Moders stander rede i Helvedes Kval.«
Liden Kirstin hun ganger i mørken Hus,
som der var hverken Ild eller Ljus.
Dér sad hun inde i otte Aar,
dèr græd hun saa mangen modig Taar.
Liden Kirstin tog med sig de Sølvskaaler fem,
og fulde saa græd hun alle dem.
Der hun havde saa hendes Øjne væd’t,
— Med Ære. —
da havde Gud alle hendes Synder udslet.
De Liljer drage Skarlagens Klæder.